Category "Boganmeldelser"

20jan2015

Hendes far forsvandt sporløs i skoven for mange år siden, hendes mor er indlagt på den lukkede, og hendes bedste ven er en kat – så 16-årige Julie Moores liv ikke er ligefrem normalt.

En aften, da nordlyset viser sig på himlen, beslutter hun at gå i faderens fodspor. Her finder hun en mystisk genstand, som giver hende mystiske kræfter, og lidt efter lidt åbnes der for en serie af hemmeligheder fra hendes fortid.

Julie havner i stor fare, da hun prøver at finde ud af, hvad der egentlig er foregået i hendes familie. Samtidig begynder hendes kat at blive bange for hende. Og ude på taget har 13 ravne slået sig ned, og de følger Julies mindste bevægelse med iskolde øjne

11jan2015

Christina Wahldén rammer et meget diskuteret og aktuelt emne om voksnes chat med børn.

Tea er 16 år. Hun er stille og sidder mest for sig selv i ro og fred. Hun har ingen venner at tale med, hun har heller ingen kæreste. Men Tea har sin elskede pc, som hun sidder meget ved. På nettet kan hun selv bestemme, hvor gammel hun er, og hvem hun vil være.

Tea logger sig på en chat side. Efter to minutter svarer Jægeren. Hvad har hun rodet sig ind i og hvor langt vil hun gå?

8jan2015

En sang om en brækket næse handler om at slå – og ikke slå.

Og den handler om at synge uden at nogen hører det. Mest af alt handler den om Bart, som ikke synes livet bliver bedre, hvis man er negativ.

Desuden møder vi Ada, som ikke kan holde på en hemmelighed, og Frank som er lidt krum i benene.

Det er historien om den slags dage, hvor alt sker på én gang og ingenting bliver som før. Sådan noget, som man bliver lidt trist og glad af samtidig.

Dette er ikke nogen spændingsbog – alligevel er den ikke til at lægge fra sig.
De norske anmeldere var ikke i tvivl, da bogen udkom i februar 2012 En af dem skrev: ‘Dette kan vise sig at blive en af årets bedste børnebøger’.

29dec2014

Lennies storesøster Bailey dør pludselig en dag. En fatal hjertefejl viser det sig. Lennie kan ikke acceptere tabet, og sorgen vælter hende konstant omkuld, hver gang hun rejser sig bare den mindste smule. I sorgen finder hun og Baileys kæreste Toby sammen. De nærer hinandens længsel og føler, at når de er sammen, bliver Bailey en lille smule levende igen.

Men en dag står Joe og banker på Lennies dør. Den nye fyr på skolen, der aldrig har kendt Bailey, og som puster til den glød, der ulmer i Lennie. En længsel efter at leve igen, som Lennie bare ikke vil give plads til. Men Joe er stædig, og Lennie er pludselig splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv.

29dec2014

PSSST! er en graphic novel til tween piger og belyser emnet identitet fra forskellige vinkler. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg blevet, som jeg er? Og hvad vil jeg med livet?

Igennem 12 selvstændige kapitler får vi indblik i nogle af de tanker og overvejelser, den cirka 12 årige Viola gør sig om livet, døden, venner, familie, ensomhed, udseende og popularitet. PSSST! kommer med bud på, hvad det betyder at være pige i vores tid, hvad der præger én, og om man selv har indflydelse på, hvem man er og hvordan man bliver. Bogen giver ikke færdige svar, men overlader det til læseren selv at tænke og drage konklusioner.

10dec2014

»Er det dig, der er ‘N’?«
»Jeps,« sagde jeg og trak vejret gennem munden som en anden norrlænding.
Og så opdagede jeg, at han også havde en pose fra Coop i hånden.
Jeg smilede indvendig. For hvad var dette, hvis ikke Hallunda-versionen af identiske attachétasker?
»En pige,« konstaterede han.
Eller var det et spørgsmål?
»Det ser sådan ud,« sagde jeg.
Og hjertet bankede så hårdt, at det skrabede mod ribbenene.
Det her var mig, nu. Sådan var jeg. En kriminel.

Ikke fordi Joannas liv har været just glamourøst indtil videre, men at blive truet på livet og samtidig risikere at komme i fængsel er alligevel ikke helt det forløb, hun havde forestillet sig.

Hvis ikke medicinen mod det kaos, hun har i hovedet, var ved at slippe op, havde det måske heller ikke behøvet at gå så galt. Men sådan er det. Og midt i det hele er der Audrey, der får Joannas nervetråde til at bore sig fra hjertet og ud gennem brystet.

Jeg er jo så enormt easy going er en roman fuld af sort humor og overraskende udtryk. Ligesom i den prisbelønnede Her ligger jeg og bløder
står en intelligent, sprogligt original og ikke helt socialt tilpasset ung kvinde i begivenhedernes centrum.

8dec2014

Det er eftermiddag, og Pia Linda er lige blevet hentet i børnehave.
Nu skal hun hjem og lege. Hjem og lege med alle sine venner.
Men der er ingen hjemme. Øv!
Så er det, at mor siger, at hun da godt vil lege:
Mor vil lege – det plejer hun aldrig at have tid til.

16nov2014

Zebrasymfoni er en musikalsk historie om ti dyr, der mødes, bliver venner og ender med at spille en ´symfoni´ sammen. Barnet kan lytte til cd´en og følge med i bogen og på den måde lære tallene fra 1 til 10 og ni klassiske musikinstrumenter at kende: hvordan ser de ud, og hvordan lyder de?

30sep2014

Gorm er en helt almindelig hugorm. Han arbejder på et apotek og besøger sine forældre i weekenden. Og alligevel er han ikke helt almindelig, for Gorm er en sød hugorm. Helt utrolig sød. Og søde hugorme de dræber ikke mus og den slags. Næ nej, det gør de IKKE …

23sep2014

Amalie og Sophie er bedsteveninder. Det har de været siden tredje klasse og er altid sammen, både i skolen og i fritiden. De kan læse hinandens tanker, elsker One Direction og bruger timerne til præst på at drømme om koncertture til London, shopping og den veninde-tatovering med deres navne, de skal have, når de fylder 18 år. De skal være sammen 4-ever!

Men hvad hvis det utænkelige sker …?