Livet er ikke altid lutter lagkage. Heller ikke når man er en dreng på 13 år, der bor alene med sin mor og pengene er få.
Med En sang om en brækket næse indfanger forfatteren Arne Svingen på fornemmeste vis bagsiden af medaljen.
I en rørende, varm og humoristisk skildring af livet i et af storbyens trøstesløse slumkvarterer, møder vi drengen Bart, der kæmper for at opretholde ideen om det almindelige liv. Bart er bogens jeg-fortæller. Han er klog, eftertænksom og uden diskussion alt for ansvarlig i forhold til den alkoholiserede mor.
Mens Bart i skolen er ensom, forsøger han sig i sin fritid med boksning. Desværre er han et lille myr, og mestrer på ingen måde at bokse. Hvad Bart til gengæld er fænomenal til, er at synge. Hjemme på badeværelset synger Bart opera, som var det selveste Pavarotti. Problemet er bare lige at han lider af sceneskræk, og end ikke kan synge for sin mor eller bedstemoren, der flittigt hjælper de to.
I skolen knytter Bart bånd med den søde pige Ada, der har en kedelig tendens til at sladre om alting. Snart ved hele skolen da også at Bart synger, og han presses til at synge selveste afslutningen til skolefesten. Nu hviler der et kæmpe pres på Bart.
Oveni det har Bart gang i efterforskningen af sin far, han aldrig har hørt om og en rengøringsoperation, der skal sætte skik på de ulækre opgange dér, hvor han bor.
Arne Svingens fortællingen om Bart er udsædvanlig livsklog og smuk. Velskreven, medrivende og bevægende som kun få romaner.
Forfatteren viser os, hvordan børn og unge bisidder en enestående overlevelseskraft og tilpasningsevne.
Bart er stærk og positiv, selvom livet i den grad byder ham modtand. Et ordsprog siger: Byder livet dig citroner, så lav limonade. Bart evner i dén grad at få det bedste ud af omstændighederne. Og dog; Arne Svingens bog bliver aldrig rosenrød eller naiv. Det ér hård og trist læsning, men med momenter af humor og en uvurderlig tiltro på det gode.
Kort sagt: en uforglemmelige, empatisk og vedkommende socialrealistisk børne-ungeroman.