Category "Boganmeldelser"

19dec2015

En ny vejtunnel forbinder det isolerede Fjeldvig med resten af landet. Men hvad kommer der ud af tunnellens sorte hul?
Fremskridt og velstand, lover politikerne. Synd og ugudelighed, advarer Davids far.

David ved ikke, hvad han skal mene. Han er en speciel dreng, siger mor. Andre kalder ham overklog. Heldigvis har han sin storebror, Peter, der passer på ham. Men hvad nu, hvis Peter rejser sin vej gennem tunnellen, væk fra ham …?

Citat fra bogen:
Der skete noget mærkeligt inden i mig: Der, hvor der plejede at være et sort hul, var der pludselig en stram, hård knude. Nej, det var ikke en knude, det var en stor, knyttet hånd, og nu åbnede den sig, og fingrene greb fat i mig og klemte luften ud af mig indefra, og det allermærkeligste var, at jeg lige med ét havde et ord for det, der hev og sled i mig.

Ordet var rædsel, rædsel for at miste Peter og blive alene, vi skulle jo være sammen altid, altid og altid.

7dec2015

Sjov og spændende julehistorie i 24 afsnit.

Nitro er ikke som andre nisser. Han kan ikke kende forskel på rød og grøn, han er allergisk overfor gran og sne, og bare lugten af risengrød giver ham kvalme
Det gør ærligt talt livet som nisse ret besværligt. Men heldigvis har Nitro sin gode veninde Nirana.

Sammen finder de to en gammel dagbog. Her har Nitros tipoldefar skrevet om en port til menneskenes verden, men det kan da ikke passe. Mennesker findes da ikke eller gør de?

Nitro og myten om julemanden er en morsom og spændende julefortælling i 24 afsnit om racerslædeløb, legetøjsbyggeri, julemandsmysterier og nissevenskab. Hvert afsnit fylder cirka 3-4 sider og er illustreret med flotte tegninger af Anja Gram.

17okt2015

Andet album på dansk med de tossede Minions – kendt fra Grusomme Mig-filmene og nu også deres helt egen spillefilm og tegneserie!

17sep2015

Halfdan Rasmussen var en af Danmarks største og mest elskede digtere. D. 29. januar 2015 ville han være fyldt 100 år.

Vi fejrer det storslåede forfatterskab med en ny stor udgave af Den lille frække Frederik inklusiv en CD indtalt af Halfdans trofaste samarbejdspartner og livslange ven, Ib Spang Olsen. Et makkerpar, der har skabt glæde blandt tusindvis af børn i flere generationer.

De morsomme, halvskøre og fantasifulde børnerim bringer de fleste et smil på læben, men som forfatter kunne Halfdan langt mere end at rime. Halfdans lyrik har haft stor indflydelse på vores sprog og inspireret komponister af alle slags. De små finurlige sandheder, der er gemt i hvert eneste rim, parret med en særlig menneskelighed, kan næsten virke opdragende. Har du læst Halfdan for dit barn, kan det med andre ord ikke gå helt galt.

30aug2015

Det var på grund af feberen, jeg endte her. I en lysning i skoven med kun en elendig presenning som værn mod regn og blæst. Eller på grund af min fejhed, kunne man også sige. Min evindelige, forbandede fejhed. Et mere modigt menneske ville være blevet og have hjulpet. Men ikke jeg. Da alle pludselig blev dødssyge, stak jeg af. Jeg var ligeglad med min egen mor. Jeg var ligeglad med Hillevi. Hillevi som var verdens dejligste pige.

Ante tror, at han er den eneste, der har overlevet feberen, men så møder han Hedvig og Ella. Det er fantastisk ikke længere at være ensom, men også svært. Hvordan få sig selv til at sige, hvad man synes, når man er verdens fejeste menneske? Hvordan ved man, om man er forelsket? Og fremtiden findes den? ‘Løb alt hvad du kan’ er en fritstående fortsættelse af den anmelderroste Et sekund ad gangen. En dystopi for børn.

28aug2015

En mægtig fjende er kommet til elverlandet. Han vil gøre alle til sine slaver. Hvis ikke elverne skal bukke under, får de brug for mod og håb.

Elverne er på flugt fra fjendens hær og må skjule sig i skoven. Her bliver Følfod ven med den unge elver, Humle. Sammen gør de en opdagelse, og så kan elverne tage kampen op mod fjenden. Men er de stærke nok?

Dette er det første af i alt fire bind i serien om elverne: Elverfolkets skæbne.

23aug2015

Pigen Eyja på 14 år er lige flyttet ind i et hus over for en nedlagt kirkegård. Det er ret uhyggeligt, men det mest uhyggelige er alligevel den gamle lænestol, som hendes forældre har købt. Det er, som om den har sin egen vilje og suger én til sig. Nu er hendes far blevet syg, og på hospitalet ved de ikke, hvad han fejler. Kan det have noget med stolen at gøre? Og hvorfor er drengen Sölvi så interesseret i de gamle breve, der lå gemt i stolen?

Gerður Kristný er en af Islands mest produktive forfattere. Hun er især kendt for sine digte og børne- og ungdomsbøger, men skriver også romaner, teaterstykker og noveller. Deltager ligeledes i debatter om litteratur, feminisme og sociale forhold. Hun har modtaget en række priser for sit forfatterskab blandt andet Vestnordisk Børne- og Ungdomslitteraturpris 2010 for ”Kirkegården”.

9aug2015

Der kan gå meget galt ved sengetid: Nattøjet er væk, tandpastaen smager grimt, pludselig ligger alt legetøjet spredt ud over gulvet.
Her kan en sjov historie gøre hele forskellen. Slut put finale rummer ni sjove,skæve og skøre godnathistorier.
Læs om Amanda og den store pruttetrold, Donna Nutella og de italienske underdrenge eller Statsmedisteren og de mystiske bogstav bolsjer.

Godnat – og grin godt!

Lars Daneskov: Amanda og den store pruttetrold
Tobias Trier: Den gyldne kringle
Sigurd Barrett: Statsmedisteren og de mystiske bogstav bolsjer
Carsten Eskelund: Den lille Poul med papmache hunden
Christine Skou: Æblet falder ikke langt fra stammen
Claus Riis: Donna Nutella og de italienske underdrenge
Manu Sareen: Klods-Hassan
Carsten Bang: Drengen der ville være magnetisk
Anders Morgenthaler: Min fars halve liv på lokum

4aug2015

Pludselig vælger den store bjørn Brunpels at gå i hi lige uden for troldefamiliens hjem. Det synes troldeungerne ikke om, for så tør de ikke gå ud. Troldeungerne graver en fælde for Brunpels, og da bjørnen falder i fælden og slår sin pote, bliver der brug for mor Ænas medicin.

16jul2015

Astas himmel handler om drengen Elias og hans familie, der er på skovtur i Kongens Have i København. På turen sker der noget mystisk. Elias møder her en trold, Fantastiko Fidus Filur, der fortæller om, hvordan det er at bo i himlen. Ved troldens hjælp forenes Elias med sin afdøde søster og finder en måde, hvorpå han ved at bruge sin fantasi kan møde hende.
En smuk og rørende fortælling om livets gang og hvordan livet går videre på trods af tab og sorg.