Tivoli Tivoli

Tivoli Tivoli!

Der er noget nostalgisk over den årlige tur i Tivoli. Minder om duften candyfloss, smagen af soft-ice, lyden af hvinende mennesker, spændingen over Lykkehjulets store gevinst og følelsen af at være godt ør efter 10 ture i rutsjebanen – nostalgien og magien i børnehøjde er stadig den samme.

’Jeg vil aldrig hjem! Her er ALT!’, konkluderer vores 3-årige efter at have opholdt sig i Tivoli i mindre end en halv time. Og efter 8 ture i streg på den store karrusel på både heste-, kamel- og elefant-ryg må vi grådkvalt vriste hende fri af rækværket for at få endnu en tur. Heldigvis bliver hun hurtigt overbevist om, at der er andre ting at opleve.

Turen går videre til Flyvemaskiner, Blæksprutte og H.C. Andersens Den Flyvende Kuffert, hvor hun hurtigt proklamerer ’jeg vil aldrig ud af denne kuffert, jeg vil flyve videre og ride på en ged ligesom prinsessen. Ja, selvom man som voksen godt kan skele til priser og kø-længder, så er den barnlige glæde over en Tivoli-tur åbenlyst nøjagtig den samme, som man selv husker den.

Rasmus Klump og andre nyheder
Rasmus Klump-universet med den store legeplads var sidste år en god nyhed, som er et ligeså stort hit i år med børn på 3 og 6 år. Desuden er det planen, at børnene kan møde Rasmus Klump rundt omkring i Haven, og i hele sommersæsonen er der fast søndagsunderholdning med Rasmus Klump kl. 13.

Årets forlystelsesnyhed, som far og storesøster prøver kræfter med, er uden tvivl radiobilerne, der har fået et interaktivt skydespil. Der er kommet laser-beamere på kølerne, som kan bruges til at få ram på andre radiobiler eller ramme mål placeret langs banen.

En god nyhed i år er også, at bornholmske Svaneke Is har åbnet et nyt ismejeri og café. Isen er lavet med nordiske bær og frugter uden kunstige tilsætningsstoffer og af fløde fra Jersey-køer – og smager bare en tand bedre, så man efter 3 kugler overvejer om man skulle nappe en ekstra.

Mere end en tur med rutsjebanen
Og så er der det dejlige ved Tivoli, at det er meget mere end pop-corn og en tur med rutsjebanen. Børnene glædes over Pantominen med Pjerrot, Harlekin og Columbine, de jubler højlydt over springvand, lys og blomsteropsætninger og svinger med når Promenadeorkestret og Big Bandet spiller op. Og glem ikke at tage en tur med den gode gamle Linie 8 og ikke mindst opleve Tivoli-Garden og prinsessen, der sejler rundt på i søen.

Gratis adgang for børn op til 8 år.

God fornøjelse i 2012 sæsonen

Cecilie Wallengreen
Skribent Sjovforbørn.dk
April 2012

Skriv et svar