Skøn dag med familien i BonBon-Land

Skøn dag med familien i BonBon-Land

BonBon-Land har netop åbnet op for parkens 18. sæson, og havens nye forlystelser blev i påsken indviet af Asian Sensation og 12-årige Frederik fra Espergærde, der fejrede sin fødselsdag med hele familien. Både Frederik og de to yngre søskende kan varmt anbefale en dag i selskab med årets nyhed Viktor Vandorm og de mange forlystelser.

Der er næsten ikke noget bedre end at fejre sin 12 års fødselsdag i BonBon-Land. I hvert fald var det en fødselsdag, der indfriede alle forventninger både hos Frederik og hans to yngre søskende, da de i påsken indtog BonBon-Land på havens første åbningsdag.

Haven, der i år byder velkommen til sin 18. sæson, havde indbudt den humørfyldte X-Factor trio Asian Sensation til jomfruturen i årets nyhed, familierutsjebanen Viktor Vandorm.

Og det var en nyhed, der ikke bare blev modtaget med veltilfredse hvin fra de tre unge stjerner, men også blev udråbt som både vildt sjov og sej af både Frederik og hans lillesøster Sophie på ni år – de kunne slet ikke få nok af høj fart, sving, faretruende højder og G-påvirkning.

Viktor Vandorm var nemlig så sjov, at den første tur hurtigt blev til en hel del flere i løbet af dagen.

Vådt og sjovt
Også forlystelsen Bæver Rafting kan stærkt anbefales af Frederik og Sophie. Det gipper i maven, når man bliver våd, og så får man oven i købet en god lang tur ned af floden.

Samme oplevelse havde Frederik og Sophie, da de havde prøvet karrusellen ’Den Skøre Skildpadde’, som også giver et veltilpas sus i maven, når man sidder i gyngen, der svæver frit rundt i luften.

Men det allerbedste var nu karrusellen Dillen, som ikke bare kører rundt, men bevæger sig på flere forskellige og sjove måder.

Selvom lillesøster Anna på fire år ikke var stor nok til de samme karruseller og rutsjebaner som storebror og storesøster, så byder BonBon-Land også på et væld af fristende tilbud til de allermindste. Favoritten var de små tænd-selv-karruseller, hvor de farverige figurer i sig selv var rigtige sjove at sidde på, også selv om de ikke var tændte. Det samme var de Flyvende Insekter.

Anna besøgte også Fantasy World, der fra denne sæson er en del af BonBon-Land, og derfor er der nu gratis adgang fra parken til en fantasiverden med 1.000 mekaniske dukker og kørende forlystelser. Men selvom der indenfor bydes på både et måne-klatretårn, H.C. Andersens eventyr, nisselandskaber, en jungle, et pandekagehus og meget mere, så trak det gode vejr og de små karruseller udenfor alligevel lidt mere i fireårige Anna.

Husk madpakken
BonBon-Land er et sandt slaraffenland for børnene, og selv om man som forældre hurtigt kan få nok af sommerlande og tivolier med masser af mennesker, så er der som børnefamilie mange fordele ved at vælge netop BonBon-Land. Når først entreen er betalt, så er det – i modsætning til Tivoli eller Bakken – gratis at tage for sig af retterne.

Som forældre føler man sig samtidig helt tryg ved at slippe de større børn løs i den lukkede have, hvor de nemt kan finde rundt. Børnene nyder at gå rundt på egen hånd uden mor og far på slæb, og imens kan man bruge lidt tid med den mindste på de mange mindre karruseller, den store legeplads og se parkens forskellige shows

Der er i haven masser af boder, hvor man kan købe slik eller få noget at spise. Men det er meget hyggeligere, og væsentligt sundere, selv at tage madkurven med hjemmefra. I BonBon-Land er der nemlig masser af oaser med bænke og borde, hvor man kan sætte sig med picknick-kurven og nyde kaffe på termokanden flere gange i løbet af dagen. Og så ved børnene også, hvor de kan finde én, når sulten pludselig melder sig.
Jette Winberg

Skriv et svar