Se stjernehimlen og få stjernestunder

Se stjernehimlen og få stjernestunder med dine børn !

I år er det 400 år siden, at Galileo Gallilei for første gang rettede sin kikkert mod himlens store rum og gjorde banebrydende opdagelser, som fuldstændig ændrede vores verdensopfattelse. Derfor er 2009 udnævnt til Det Internationale Astronomiår 2009. En oplagt lejlighed til, at vi med vores børn sætter kikkerten for øjet selv!
En stjernevrimmel af gode steder
Vi har flere fine muligheder for at få oplevelser med astronomien i centrum. Faktisk er der så mange steder, hvor I kan se, høre og opleve astronomien formidlet, at det er som en hel stjernevrimmel. Der findes nemlig en række planetarier og museer, der helt eller delvist beskæftiger sig med astronomi.

Jens Olsens Astronomiske Ur
På Københavns rådhus kan I for ganske få kroner se det berømte verdensur lavet af astromekaniker Jens Olsen. Det flotte ur kan danne rammen om en snak om de forskellige typer tid, vi måler, Solens op og nedgang, tidsregning og kalendere, stjernehimlens udseende, himmelpolens vandring samt geocentrisk og heliocentrisk omløb.

Jens Olsens Verdensur er samtidig historien om drengen, der var jævn i skolen, men dygtig til tal og teknik og havde en passion, som han brændte så meget for, at han i en alder af 70 år kunne gå i gang med at bygge det, der blev verdensuret. Historien er dybt fascinerende og i sig selv værd at fortælle! Ungerne vil imidlertid spidse øre, når du fortæller, at Jens Olsen, som den store børneven han var, til en jul inviterede nabolagets børn. Da stuerne var små, i forhold til hvor mange børn der kom, måtte Jens Olsen hitte på en løsning, så børnene kunne komme rundt om træet: På få minutter fik han puttet et urværk ind under juletræsfoden, og nu var det træet, der kørte rundt for de glade børn!

Hele historien om Jens Olsens liv og verdensuret læser du på http://www.nikandjok.dk/olsen.php

Kroppedal Museum
Kroppedal Museum er ifølge Astronomisk Selskab intet mindre end Danmarks astronomiske museum! Den flotte titel er der selvfølgelig en naturlig forklaring på: Ole Rømer. Tilbage i 1704 opførte Ole Rømer sit landobservatorium på grunden, hvor Kroppedal Museum i dag ligger.

Udover en flot udstilling om den berømte danske astronom fortælles 400 års dansk astronomi. Kroppedal Museum kommer grundig rundt om emnet astronomi. Lige fra de helt store spørgsmål om vores plads i universet til tekniske spidsfindigheder vedrørende de astronomiske hjælpemidler igennem tiderne søges belyst på museet.

Formidlingen inkluderer også mulighed for at prøve tingene af selv, lige som digital formidling selvfølgeligt også hører til.

Geologisk Museum – Statens Naturhistoriske Museum
Geologisk Museum har flere udstillinger, der relaterer sig til astronomi. Vigtigst er vel nok udstillingen om solsystemet, som fortæller om planeter, måner og asteroider. Her vil der være udstillet meteoritter fra Mars, Månen og asteroiden Vesta.

Derudover byder Geologisk Museum på udstillinger om bl.a. vulkaner, livets udvikling, mineraler og I kan se, hvordan Danmark og Grønland er blevet til. På stedet udstilles geologiske samlinger af fossiler, mineraler, bjergarter, meteoritter m.m.

Tycho Brahe Planetarium
Planetariet, der er opkaldt efter Tycho Brahe, byder på et stort ‘rumteater’ med 3D- og IMAX-film, der handler om planeten Jorden og universet. Kuplen er på hele 1.000 kvadratmeter.

Hver forestilling indledes med en gennemgang af stjernehimlen, som den er pt. Udover spændende 3D-film kan I opleve en interessant udstilling om astronomi og rumfart. Indimellem er der mindre særudstillinger. Ungerne vil med garanti blive tryllebundet af formidlingen, der er lige i øjet!

Tycho Brahe Planetarium har en særlig hjemmeside – ‘Lille bjørn’, der er henvendt til børn og andre begyndere ud i at kikke på stjerner. Se mere på http://www.tycho.dk/boern/

Orion Planetarium
I Jels finder vi en smuk lille plet på stjernehimlen, planetariet i Jels. Her kan hele familien få en magisk oplevelse i stjernekuplen efter et par gode timer i udstillingen, der på en legende og lærende måde sætter astronomien ind i en større sammenhæng, og gør det vedkommende. Formidlingen er alle tiders, og Orion Planetarium er et rart sted at tage hen!

Steno Museet & Ole Rømer Observatorium
I Aarhus kan man ‘Se stjerner ved højlys dag’ på Steno Museet, der råder over et videnskabs- og medicinhistorisk museum med et planetarium i Universitetsparken, Ole Rømer Observatoriet i forstaden Højbjerg samt Væksthusene i Botanisk Have.

Hver fuldmåneaften kl. 20 og 21.30 sker der noget særligt spændende i planetariet, lige som Steno Museet lejlighedsvis sætter fokus på astronomi. Det sker blandt andet i efterårsferien 2009, hvor emnet er astronomi for hele familien.

Observatoriet i Århus har 100 år på bagen. Det er åbent for offentligheden fra september til april, hvor der hver måned er ca. 15 gratis forevisninger. Tilmelding skal ske til Steno Museet http://www.stenomuseet.dk/

Læs mere om Ole Rømer Observatorium her: http://phys.au.dk/ole-roemer-observatoriet/

Rundetårn
‘Lige siden 1642 er der blevet kikket stjerner fra toppen af Rundetaarn, og dermed er Rundetaarn Europas ældste fungerende observatorium. På toppens platform har i tidens løb været opført mange forskellige bygninger til de astronomiske instrumenter. Det nuværende Folkeobservatorium stammer fra 1929, her kan almindelige mennesker få et kik på himmellegemerne gennem vores store linsekikkert, som er bygget af den fra Verdensuret kendte Jens Olsen.’ fortæller Rundetårns hjemmeside.

I dag bruges Rundetårn til udstilling og diverse kulturarrangementer, men i den mørke halvdel af året er observatoriet på Rundetårn åbent hver tirsdag og onsdag aften. Der kan læses om astronomien i gammel tid og rundetårns rolle, solsystemet og stjernerne og mange andre emner under astronomi på http://www.rundetaarn.dk/dansk/observatorium/observatorie_index.htm

Montebelloobservatoriet
‘Du har ikke set ve

Skriv et svar