Robotboys på Aveny i februar

Så er min datter Diana og jeg klar igen. Denne gang skal vi anmelde Robotboys’ forestilling på Aveny-T på Frederiksberg. Forestillingen har den noget triste titel ”Det sidste show”, hvilket får os til at tænke på, om disse fantastiske Robotboys (Robotdrengene fra Talent 2008) mon dropper karrieren som robotter, og giver sig i kast med noget andet?
Udover Robotboys, så kan vi se, at også Karl Bille har en stor rolle, og at Martin Brygmann har lagt stemme til fortællingen, så vi er meget forventningsfulde.
Igen er jeg klar med notesblok, og Diana er klar til kritisk at anmelde, så nu kan det hele godt begynde.

Kort om handlingen
Starten på forestillingen er noget barsk. Der fødes et lille barn, som dets mor eller far ikke vil have, så de afleverer barnet på en nedlagt skrotplads.
Barnet vokser op og bliver til den grufulde og onde professor Mandak. Han laver 2 robot dukker af skrot, og dermed er Robotboys født.

Mandak har en ven nemlig bjørnen T.I.M (Temmelig Intelligent Maskine) og sammen med Robotboys (Mandak kalder dem Helte), følger vi historien om Mandaks underlige verden, der er fyldt med maskiner, robotter og minions. Vennerne (minions) er ligesom Robotboys ekstreme til dansen, men de hjælper Mandak til at tilintetgøre Robotboys, fordi disse gør oprør mod den gale Mandak. Men er de seje Robotboys virkelig helt tilintetgjort? Vil Mandak blive sød til sidst? Vil alle blive venner? Tja, det må man i Aveny-T for at finde ud af, men lidt kan jeg da fortælle – forestillingen har alle facetter, gråd, grin, spænding og følelser.

Vilde danse-moves
Jeg, Diana og alle omkring mig var voldsomt imponeret. Så enkelt kan det jo egentlig siges. Det er tydeligt, at der ligger uanede mange timers træning bag, da alt er så velinstueret og gennemtænkt. Selv musikken og lyslægningen var i en klasse for sig, og både Diana og jeg var imponerede over, hvor dygtige alle på scenen var. Det var en helhedsforestilling, hvor det ikke var Robotboys, der stjæl rampelyset, men en fælles indsats fra alle, der fik forestillingen til at fungere perfekt.

Men men men de Robotboys er nu fantastiske. De får os til at tro på, at de virkelig er disse robotmennesker uden respekt for tyndekraften. De får os til at sige ”wow”, og de får os til at juble. De har sammen med minions, lyslægningen og lydeffekterne skab et univers, som kan forstås, selvom der ikke i sekvenserne blev brugt mange ord. Det var mageløst.

Handlingen blev understykket på bedste måde af både speak, lyde og lys, og sekvensen med laserlys var eminent og genialt både i udførslen, men også tankerne bag. Vi væltes omkuld af handlingen, af danserne, af Robotboys og ja, selv af Mandak.
Personligt sad jeg og bare måbede i scenen, hvor Robotboys kæmpede mod Mandak som ”skyggeteater” – det var en helt utrolig oplevelse, da man her får den fulde oplevelse af, hvad det vil sige, når arbejdet på scenen er gjort perfekt – og det var det. Robotboys’ moves, deres evner til at spille sammen og gengive en fortælling uden ord, er i verdensklasse.

Anbefales for børn fra ca. 8 år
Vi vil anbefale forestillingen, men de helt yngste kan blive skræmte af både handlingen, men også af denne Mandak, der er noget underlig. Selve indgangshistorien er heller ikke for de helt små, eller hvis børnene er lidt følsomme, og senere har Mandak også en sang, der i hvert fald hos min datter, fik tårerne frem. Men når det så er sagt, så er ”Det sidste show” anbefalelsesværdigt, og med teatrets helt fantastiske priser, hvor man bla kan købe en familiebillet (2 voksne og 2 børn/unge under 25 år) til en særdeles fornuftig pris, burde forestillingen være en del af vinterferie aktiviteterne.

Forestillingen ”Det sidste show” vises på Aveny-T frem til d. 28. februar og i vinterferien (uge 7) vises forestillingen både om eftermiddagen og om aftenen. Læs mere på www.aveny-t.dk, hvor der også linkes til billetsalget. På Robotboys hjemmeside www.robotboys.com, kan man se lidt video fra forestillingen samt små klip fra prøver mv.

Efter grundig overvejelse, vil Diana og jeg give forestillingen 5/6 stjerner – med en ekstra stjerne til teatrets flotte prispolitik, hvor alle kan være med.

Tina Magling
Anmelder www.sjovforborn.dk
Januar 2015

Skriv et svar