Lær at lave regnbueis

Lær at lave regnbueis

Morten Heiberg har skrevet en fantastisk bog om desserter – meget lidt politisk korrekte – for store og små. Her viderebringer vi hans opskrift på regnbueis.

Start med at lave grundisen, som skal bruges i alle 3 istyper. Til en stor form eller ca. 10 ispinde:

Hvid grundis til jordbæris, vaniljeis og chokoladeis:
7½ dl sødmælk
7½ dl piskefløde
½ stang vanilje
12 æggeblommer
165 g sukker

1. Hæld mælk og fløde i en gryde
2. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Smid stang og korn i gryden.
3. Varm det op til lige under kogepunktet.
4. Pisk imens æggeblommer og sukker let sammen i en skål. Hæld den varme mælkefløde over æggeblommerne lidt af gangen, mens du pisker som en gal.
5. Hæld det hele tilbage i gryden og varm blandingen op under svag varme. Rør med en gummidejskraber, til cremen tykner.
6. Fordel straks iscremen over i tre skåle.
7. Nu skal cremen røres med en smag, før den fryses.

Vaniljeis ingredienser:
1/3 portion grundis og ½ stang vanilje

Sådan gør du:
1. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud.
2. Kom kornene i den varme grundiscreme. Brug en stavblender, til cremen er uden klumper.
3. Afkøl iscremen i et koldt vandbad (du stiller skålen ned i en anden skål med koldt vand).
4. Frys iscremen i en ismaskine. Eller hæld den i en plasticbøtte og stil den i fryseren.
5. Rør isen igennem en gang hver halve time, til den er blevet grødet.
Jordbæris ingredienser:
1/3 portion grundis og 150 g jordbærsyltetøj, gerne hjemmelavet

Sådan gør du:
1. Bland grundiscremen og syltetøjet sammen i en skål og gi den gas med en stavblender, til alle klumper er forsvundet.
2. Afkøl iscremen i et koldt vandbad (du stiller skålen ned i en anden skål med koldt vand).
3. Frys iscremen i en ismaskine. Eller hæld den i en plasticbøtte og stil den i fryseren.
4. Rør isen igennem en gang hver halve time, til den er blevet grødet.

Chokoladeis ingredienser:
1/3 portion grundis, 1 spsk. kakaopulver og 75 g mørk chokolade, gerne med et kakaoindhold på 60%

Sådan gør du:
1. Pisk kakao i den varme grundiscreme.
2. Hak chokoladen fint og kom den i cremen. Brug en stavblender og findel cremen.
3. Afkøl iscremen i et koldt vandbad (du stiller skålen ned i en anden skål med koldt vand).
4. Frys iscremen i en ismaskine. Eller hæld den i en plasticbøtte og stil den i fryseren.
5. Rør isen igennem en gang hver halve time, til den er blevet grødet.

Regnbue-nice
1. Når de tre slags is har en grødet konsistens, kan du lave regnbueis: Beklæd siderne i en aflang sandkage- eller rugbrødsform med husholdningsfilm.
2. Fyld bunden af formen op med et lag jordbæris og stil den i fryseren, til isen har sat sig efter ca. et kvarter.
3. Fyld op med et lige så tykt lag vaniljeis og frys igen et kvarter.
4. Slut af med et lag chokoladeis. Frys hele herligheden godt igennem (mindst 5-6 timer), før den tages ud af formen og skæres i skiver.

Ispinde
Tip: Hvis du vil lave ispinde som på billedet, kan du bruge en lille kagering, hvor du fryser en træpind fast i midten. Eller prøv at bruge hvide platic-engangsbægre, muffinforme eller frys-selv-ispindeform. Man kan selvfølgelig også lave isene hver for sig.

Artiklen er et uddrag af bogen Heibergs vilde dessertcirkus.

Så skal børnene i køkkenet og lave vilde desserter og lækre kager. Heiberg vil lære børnene klassiske og gammeldags desserter og kager – på en ny måde.

Appelsintiramisu, rabarbertrifli, hindbærsnitter, romkugler, regnbueis m.m.

Over 30 spændende opskrifter, som de store børn kan kaste sig over – og de voksne må gerne være med. Opskrifterne ledsages af Bo Odgård Iversens sjove tegninger.

Køb bogen online hos Saxo
Pris kr. 160,-

Skriv et svar