Knuthenborg Park og Safari

Vi var i sommerferien – midt i højsæsonen – gæster hos Knuthenborg Park og Safari, hvor vi oplevede dyr, park, legeplads, butikker osv på tæt hold en hel dag. Det var en spændende dag for hele familien, men også en dag, hvor der indimellem var lidt langt imellem dyrene for børnene, som sad spændte på bagsædet.

Knuthenborg Park åbnede som turistattraktion i slutningen af 1800-tallet, og har siden udviklet sig fra Danmarks største herregårdshave til Nordeuropas største safaripark. I dag drives og ejes Knuthenborg Gods og hermed Knuthenborg Park & Safari af Adm. direktør Christoffer Knuth, der er 13. generation af slægten. Rundt i parken ses flere flotte bygninger. Alle husene har sine særpræg og er fyldt med detaljer udformet med henblik på at imponere og begejstre. Nogle af husene bruges i dag som medarbejderboliger.

Foruden husene er portene, muren omkring Knuthenborg Park og ruinerne brugt som vigtige elementer, der alle sætter sit præg på landskabsparken. I den udleverede guide kan man læse om parkens historie og de mange flotte bygninger. Her kan man bl.a. også læse, at Flintehuset (se foto), da det blev opført, kostede, det, der svarer, til en stor properitærgård på Lolland – ca. 40.000 rigsdaler – dvs. dobbelt så meget som den noget større Skovridergård midt på Skovridersletten. Når man kører i parken, er det faktisk meget sjovt at få disse små detaljer med på turen, så man skal unde sig selv at læse lidt om de forskellige ting, mens man tager turen rundt.

Knuthenborg Park fylder arealmæssigt utrolig meget. Man kan læse sig frem til, at den del af parken gæsterne har adgang til er over 500 ha – hvilket er lige så meget som 1200 fodboldbaner! På det kæmpemæssige areal går ca. 1.000 dyr frit omkring. Dog finder man flere områder, hvor man blot kører i natur og ser på rhododendronhave, skov osv., hvilket til tider var lidt frustrerende for vores børn, som gerne ville se dyr.

Vi så alle meget frem til besøget hos tigrene, da det var første gang, vi var i en dyrepark, hvor man kunne komme ind til dem og køre rundt. Der var forholdsvis lang kø til denne attraktion, og så var vi endda heldige, for mange holdt længere tid end os. Vi brugte ventetiden til at spise vores madpakke i bilen, og glædede os meget til at se de flotte dyr.

Vi blev desværre meget skuffede, da vi endelig blev lukket ind i ”tigrenes bur”. Turen rundt sneglede sig afsted pga. de mange besøgende, og vi mødte kun en enkelt tiger, som lå og sov langt inde i området. Rigtig ærgerligt, fordi vi havde brugt så lang tid i kø, og ikke rigtig fik noget ud af det, men sådan er vilkårene nok, når man besøger dyr. Man skal bare være indstillet på, at man ikke nødvendigvis møder en sværm af dyr alle steder, og oplever alle dyr på tæt hold.

Resten af turen rundt i parken mødte vi alt lige fra giraffer, forskellige okser, næsehorn, zebraer, kameller, hvide ulve og mange andre dyr. Det sjoveste ”indslag” var helt bestemt aberne. Her parkerede vi bilen og kørte ganske gratis med ind til aberne med en traktor påsat stor vogn med bænke til publikum. Inden ”afrejse” fik man udleveret lidt mad til aberne, som man under turen kunne lægge i små ”trug” påsat vognen, og så skal jeg ellers love for, at aberne vidste, hvad der foregik, og straks kom springende op på vognen og spiste godvilligt til stor morskab for både børn og voksne. En rigtig sjov oplevelse – og ikke mindst spændende at se de søde aber så tæt på, at kun en rude adskilte fra berøring.

Rundt i hele parken er forskellige steder opsat bænke og borde, så man har mulighed for at nyde en bid mad eller tage et afbræk – og der er flere steder toiletter og et par steder også butikker med mulighed for iskøb osv.

Centrum af parken må være ved Limpopohuset, hvor der ligger en meget stor butik med alverdens lækkerier og inspiration til gaver, souvenirs osv. Her er virkelig meget at se på. I denne bygning findes også information samt nogle rigtig fine toiletforhold med puslerum til de yngste, ligesom der kan købes mad, og børnene kan lege på den enormt store naturlegeplads.

Naturlegepladsen er et kapitel for sig selv. Den kan bryste sig med at være Danmarks største, og er virkelig også både stor og super lækker. Alene her kan børnene få flere timer til at gå med svævebane, klatretårne, hoppepude, gynger, legehuse, rutchebane, balanceleg, hængebroer, tømmerflåder (hvor man trækker sig hen over vandet) og utrolig mange flotte udskårne trædyr, som man kan udfolde sig på. Vores børn var efter en lang dag ved at være godt trætte, da vi nåede dette punkt, men legepladsen pustede med ét liv i begge poder, så de med fornyet energi kunne udforske området. En virkelig lækker legeplads, som man ikke må snyde sig selv for, når man besøger Knuthenborg.

Når man kommer som ny gæst hos Knuthenborg Park kan det hele godt virke lidt uoverskueligt synes jeg. Det er et meget stort område, og jeg var dybt taknemmelig for, at vi fik en guide udleveret, så vi kunne følge vejen rundt i parken og hele tiden se, hvor vi var. Derudover er der flere steder opstillet tavler, så man kan orientere sig.

Alt i alt havde vi en hyggelig dag i Knuthenborg Park og Safari om end det var en smule skuffende, at vi ikke så flere tigre, end vi gjorde.

Helle Hansen
Sjovforbørn.dk
6. august 2010

Skriv et svar