Juvelen i Djurs Sommerland – Et sikkert hit for de fartglade!

2013 sæsonen blev for Djurs Sommerlands vedkommende skudt igang med en ny rutsjebane – og ovenikøbet Danmarks længste. Vi tog afsted for at teste den nye fartdjævel.

Når man bor tæt på Djurs Sommerland er det en fornøjelse at konstatere, at parken er meget ivrige efter hele tiden at blive sjovere og vildere. Det betyder nye forlystelser hvert år, og nye store rutsjebaner jævnligt.

Efter udvidelsen på den tidligere P-plads med Piratland, hvor vi fik fornøjelse af både den vilde Piraten og den milde men sjove Skatteøen, er turen nu kommet til en udvidelse i Mexico-Land.

Lige ved siden af sidste års fornyelse, Solguden, er Danmarks længste rutsjebane Juvelen skudt op. Juvelen er det der hedder en dobbelt launch coaster, hvilket kort fortalt betyder at man får 2 ‘skub i ryggen’ på turen. Topfarten er hele 85 km/t, hvilket er næsten ligeså hurtigt som Piraten.

Vi prøvede Juvelen med børn fra 7-12 år, og alle børn var super begejstrede. Jeg er selv ok til rutsjebaner, selvom det tog lidt overtalelse i 2008 at få mig op i Piraten. Efter første tur i Juvelen var jeg helt blæst omkuld og efter to ture skulle der en længere pause til. Juvelen føles simpelthen så intenst, og især efter det andet launch er der virkelig fart på.

Man skal være minimum 120 cm høj for at prøve en tur med Juvelen, hvilket gør en stor forskel til Piraten, hvor man skal være minimum 140 cm. Men turen er næsten ligeså vild, så er man lille – og til fart – så er Juvelen sagen !

Læs mere om Juvelen her

Handicap og Djurs Sommerland
Vi fik samtidig også testet, hvordan Djurs Sommerland håndterer børneledsagerkort. Vi havde en sød dreng med ADHD med i parken, og da han har meget svært ved at vente i lange køer, så byttede vi hans ledsagerkort ud med et skilt om halsen, der gav ham og 3 andre lov til at gå ind af bagindgangene til forlystelserne og komme foran i køen.

Det virkede upåklageligt de steder, der var indrettet til det. Der var kun nogle få forlystelser i parken, hvor man ikke kunne benytte sig af det, men dem styrede vi blot udenom, hvis der var lang kø.

Det er en virkelig fin service og er et udtryk for en stor rummelighed overfor de børn, der har de mere skjulte handicaps. Vi er alle gode til at tage hensyn til et barn i en kørestol, men de mere skjulte handicaps som ADHD er svære at spotte hos børnene. Så husk næste gang du ser nogen der ‘springer over køen’ så er det fordi de har andre udfordringer at slås med.

Læs mere om Djurs Sommerlands handicappolitik her

Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
Maj 2013

Skriv et svar