Dyrepasser for en dag

Dyrepasser for en dag”, er et sjovt og anderledes koncept, hvor man følger en dyrepasser rundt i Jyllands Park Zoo fra kl. 7 – 12. Der er inden aldersbegrænsning på, og dyrepasserne tager hensyn til børnenes alder. Mine børn er 9 og 12 år, og de var med til det hele lige fra at lave foder til at gøre rent og fodre dyrene.

Forberedelse af foder
Vi startede hos dyrepasserne i foder-rummet. Her var børnene med til at klippe kyllinger. Og ja, det er i bogstaveligste forstand, det der foregår. Små kyllinger bliver først halveret og dernæst klippet op imellem benene. Det kan godt sprøjte lidt, og i høj grad være grænseoverskridende, og det var det også for min den yngste, trods hans alder på 9.

Bagefter blev der rullet abekager, og skåret frugt ud, ligesom der blev lagt kogle kyllinger i en spiral, så aberne også kunne få lidt at spise. Alt imens foderet blev forberedt fortalte en meget erfaren dyrepasser os en masse spændende ting omkring dyrene og foderet, og hvorfor de forskellige dyr fik de forskellige ting.

Da foderet var gjort klar, blev der fundet ting frem til berigelse hos henholdsvis løver og servaler. Det var forskellige papkasser, dunke, flasker mv., hvori der blev lagt små piller og kød. Disse ting blev placeret i burene hos dyrene af børnene, mens dyrene naturligvis var lukket inde, og da de igen blev lukket ud, kunne børnene se, hvordan dyrene gik på jagt i de forskellige papkasser og dunke. En ret sjov oplevelse – bare det at gå inde i løveburet var helt specielt.

Fodring
Næste stop var fodring af dødningehoved aberne. Her fik børnene lov at komme ind i buret og håndfodre, mens de små aber sprang rundt om ørerne på dem. Aberne ville gerne komme og tage mad fra børnenes hænder, og det var ret tydeligt, at de var dus med, at der kom nogen ind i buret til dem.

Herefter gik turen ind til skægagamerne, og dem fik børnene lov at holde, hvorefter der også skulle gøres lidt rent hos dem, sættes frisk vand og nyt foder ind. Det samme var gældende for Leopardskildpadderne og dværgpindsvinet. Nu er alting jo ikke blot nussen og kælen med dyrene, når man er dyrepasser, og derfor skal der også gøres rent og pudses vinduer, så gæsterne kan se ind til dyrene, samt fjernes diverse ekskrementer i burene. Det tog børnene dog i stiv arm, og det er jo også en vigtig del af en dyrepassers arbejde, og derfor også naturligt, at børnene prøver det.

Næste fodring var Lemurene, som er en slags halvabe. Her fik børnene lov at komme helt ind og håndfodre, og de små aber var meget pågående, og tydeligvis vild med at få besøg i buret. De klatrede gladelig op på skuldrene af børnene, mens de søgte efter det mad, som børnene rakte dem. En virkelig sjov og anderledes oplevelse at komme så tæt på disse enormt søde og ikke mindst flotte dyr.

Herefter gik vi over til tapiren. Tapiren har vi ofte mødt i andre Zoo, og den har altid blot været et dovent dyr, der lå i et hjørne eller gik lidt rundt. Denne gang var det noget helt andet. Jylands Park Zoo har to tapirer – en han og en hun. Hannen har gået alene i nogle år, og derfor har den fået lidt ekstra opmærksomhed af dyrepasserne, så den havde lidt selskab. Det betyder også, at den er enormt kælen, og så snart man nusser den lidt ved halsen, så lægger den sig mageligt tilbage og tager imod som en stor hund. Den løftede også benene lidt op, som for at sige – ”I må også godt klø mig lidt på maven”, og så nød den bare den megen opmærksomhed. Alt imens det stod på, blev hunnen lidt nysgerrig, så hun kom også ind til os for at se, hvad der foregik, og selvom hun normalt er lidt mere reserveret, så var det ikke tilfældet denne gang. Med stille og rolige bevægelser, så hun ikke blev bange, kunne man også sagtens komme til at nusse og kæle lidt for hende, og hun nød det tydelig vis også, så hovedet kom helt på skrå. Jeg tror nok, at børnenes opfattelse af en tapir var noget anderledes, da de forlod buret. Fantastisk oplevelse.

Rengøring
Efter dette var dagen ved at være forbi, som dyrepasser, men børnene nåede da lige at gøre rent hos girafferne, give dem frisk hø samt vaske vinduerne af, så gæsterne kunne se ind. Herefter gik vi ned og så søbjørneshowet med alle de andre gæster, samt hilste på slangen, da den kom ud. I Jyllands Park Zoo har man mulighed for at stå med den store slange rundt om halsen, hvis man ønsker det, og man må ikke snyde sig selv for i hvert fald lige at røre den – den er meget glattere og blødere, end man lige regner med.

Adgang til resten af parken
Når man er færdig som ”Dyrepasser for en dag” omkring kl.12.00, har man adgang til resten af parken på lige fod med alle andre gæster. Der er rig mulighed for at nyde medbragt mad på mange af de opstillede bænke/borde, ligesom der er et stort grillområde. Der er også mulighed for at købe mad, hvis man ikke selv har noget med, og der er naturligvis isboder. Rundt i hele parken er der legepladser af forskellig slags, og der er et lille tivoli for de mindre børn, samt små både man kan få en tur i, og mulighed for en tur på hesteryg. Bådene, rideturen og tivoliet kræver, at man køber et klippekort, og så koster hver tur et antal klip.

Udover dette er der forskellige steder, hvor børnene må fodre dyrene, f.eks. de søde små dådyr, æslerne og kaninerne – og så selvfølgelig gedefolden, hvor man kan gå helt ind til de søde geder, som havde små kid, da vi var der. Man kan købe lidt foder i kiosken ved indgangen, og flere steder, ligger der også lidt gulerødder, man kan fodre med. Blot vær obs på, at dette er dagens ration, og der skal være til alle, så respekter, at der kommer andre bagefter, som også gerne vil prøve at fodre dyrene.

Super sted for børnene
Jyllands Park Zoo er en hyggelig lille Zoo, og på http://www.jyllandsparkzoo.dk/#!bliv-dyrepasser-for-en-dag/s3h22 kan man læse mere om konceptet ”bliv dyrepasser for en dag”, ligesom man der kan købe billet og booke en tid. Hvis man skal i Jyllands Park Zoo, kan jeg varmt anbefale, at man kombinerer det med, at børnene starter ud som dyrepassere. Det er en helt særlig oplevelse, hvor børnene får et lidt andet indtryk af dyrene, og kommer helt tæt på, og så kan jeg personligt godt lide, at det ikke kun er nusseri og kælen, men at børnene også bliver sat i sving med rengøring, forberedelse af foder og andre ting, der hører hverdagens som dyrepasser til.

Helle Hansen
Sjovforbørn.dk
2016

Skriv et svar