Djurs Sommerland – Altid besøget værd!

Vi har efterhånden besøgt Djurs Sommerland et par gange, og vi bliver bare aldrig skuffede. Med det samme børnene får at vide, at turen går mod Djursland er jublen og glæden stor.
Djurs Sommerland er bare et fantastisk sted, når familieudflugten skal gennemføres, og det skyldes flere ting.

Parken
Der er altid utrolig smukt i Djurs Sommerland – ikke så underligt at mange besøgende ligger på tæpper rundt på plænerne i parken og slapper af, for atmosfæren, beplantningen og duftene fra blomsterne går simpelthen bare op i en højere enhed med biernes summen og børnene glædesrus. Der er utrolig skønt og smukt i Djurs Sommerland, og ved vores besøg stod blandt andet syrenerne på deres højeste med den fantastiske duft, det medfører sig.

Har man bedsteforældrene med, og er de ikke til det at prøve noget, så vil de stadig få en stor oplevelse ud af besøget, da der er så utrolig meget man kan nyde, uden at man behøver forlade jorden i en karrusel, rutchebane eller luftgynge..

Forlystelserne
Djurs Sommerland er delt op i forskellige ”lande” – f.eks. Piratland, Sommerland, Afrikaland og ikke mindst Lilleputland. Hvert lille land har sit eget liv – og sin egen atmosfære. F.eks. syder cowboy- og indianerland af western stemning med skodder, træhuse og bål, ligesom Lilleputland er for de mindste med sine knap så vilde forlystelser. Her finder man f.eks. ballongynger, tog, en mindre rutchebane og en køreskole. Absolut et stort hit hos de mindste.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvert land og hver enkel forlystelse, blot fremhæve nogle af vores højdepunkter under besøget, da det jo er forskelligt, hvad man vægter højt.

Vores favoritter
I Cowboy- og indianerland finder man min absolut favoritforlystelse Rio Grande Rafting. Den er lige sjov hver gang – og ja man bliver sandsynligvis våd, men med 20 grader og sol betyder det mindre, så længe man har det sjovt. Wild West Karrusellen findes også her. Det er gynger, som svinger rundt i meget høj fart højt oppe i luften – først forlæns og derefter baglæns. Den er en af favoritterne hos min 10 årige datter. Derudover er der Ponyexpressen for de mindre samt selvfølgelig skydebane, guldgraveri og mange andre ting.

Piratland er som navnet siger lidt sørøver og piratpræget. Her finder man f.eks. skatteøen, som med sine 455m og 28 meter i højden er Europas største water coaster. Med 70 km i timen drøner den derudaf for til sidst at lande med et stort plask, som gør alle tilskuere våde, hvis de har stillet sig lidt for tæt på. Den er et hit hos hele familien – men især ham på syv hviner højt, når turen går nedad til sidst.

Det er naturligvis også i Piratland man finder rutchebanen Piraten. Piraten er Danmarks største og hurtigste rutchebane, og her skal man være min. 140 cm for at må være med. Piraten er 32 meter høj og har en topfart på 90 km/timen. Er man til fart, højde og spænding, så skal man ikke snyde sig selv for Piraten – min datter er i modsætning til sidst blevet høj nok til at prøve den i år, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i kø, og den levede fuldt ud op til hendes forventninger, og indbød også til mere end en tur.

Ørnen finder man i Sommerland men den var desværre lukket, da vi var på besøg. Til gengæld havde vi æren af Colorado River, som byder på 3 stejle vandfald i en træstamme og mere vådt tøj.

I Afrikaland finder man blandt andet bedsteforældrenes favorit – i hvert fald ”vores” bedsteforældre. Det er Junglesafari. Det er en stille og rolig tur i en båd fyldt oplevelser med farlige jungledyr, kanibaler og krybskytter. Ingen højder, ingen speedmotor og ingen vandplaskeri. Ren hygge. Skal absolut nydes.

I Mexicoland finder man årets nyhed 2013 Juvelen, som står pænt nabo til nyheden fra 2012 Solguden. Juvelen er ifølge mine børn den ultimative forlystelse i Djurs Sommerland – men skal man være enig med dem, skal man være til fart. Her sidder man fastspændt på ATV’ere, mens man bliver skudt igennem smalle kløfter og heftige sving i den Mexicanske jungle. Med sin en kilometer lange bane er Juvelens Danmarks længste rutchebane, og med sin topfart på 85 km/timen er der lagt op til en mavekildende tur.

Årets nyhed 2014
I år er der åbnet et helt nyt land i Djurs Sommerland – nemlig Vikingeland……..og her er hele to nyheder. Den største er Drageskibet, som dog ikke var åben, da vi var på besøg. Den åbner grundlovsdag. Drageskibet har 20 meter høje sving, og er et vikingeskib i ordets forstand med plads til små vikinger fra 110 cm.

Den anden nyhed er Vikingetårnene – hvor kræfter og styrke bliver sat på prøve, når man skal hejse sig selv 8 meter op i toppen. Men vær opmærksom… Thors Hammer buldrer pludselig ud af vikingeborgen, når du mindst venter det.

Vandland
I Djurs Sommerland finder man naturligvis også et vandland – ingen sommerland uden vandland. Dog var dette ikke åbent, da vi besøgte parken i midten af maj, men jeg har lovet mine børn, at vi besøger Djurs Sommerland en sommerdag, hvor vejret byder på vandland, og så mere koncentrerer os om den del. Her er 12 meter høje bølger, vilde rutchebaner og buldrende tønder med 2000 liter vand, som vælter lige ned i hovedet på gæsterne. Ikke til at stå for, når man som mine børn er ægte vandhunde.

Perfekt til en familieudflugt
Djurs Sommerland er perfekt til en familiedag, da der i høj grad også er tænkt på de små. Der er flere spisesteder, og masser af bænke/borde, hvor man kan nyde sin medbragte mad. Der er gode, rene toiletforhold, og mulighed for at skifte de små i nogle af bygningerne, ligesom der naturligvis er masser af softice, gammeldags isvafler og slushice, som jo hører sig til et ægte sommerland.

Vi besøgte parken fra start til slut ……..dvs. 8 timer, og vi brugte hvert minut fuldt ud, og kunne sagtens have brugt mere, så ingen tvivl om at vi lægger vejen forbi Djurs Sommerland igen snart.

Læs meget mere om stedet på www.djurssommerland.dk

Helle Hansen
Sjov for Børn
Maj 2014

Skriv et svar