Børnefødselsdag for de 2 årige

Fødselsdag for de små basser

Når guldklumpen fylder 2 år kan du godt skrue op for dine fødselsdagsfantasier. For du kan nemt lave en dejlig, ligetil og sjov fødselsdag for din 2-årige og alle vennerne fra vuggestuen.

Kodeordene er nærvær og enkelhed!

De fleste institutioner tager gerne på besøg med rød stue, hvis de bliver inviteret i dagtimerne. Så er det din førstefødte der bliver 2 år, så tager du garanteret gerne fri fra arbejde, for at stå klar med hjemmebag, sanglege, skattejagt og hindbærkage, når de små tropper op ved gadedøren med pædagoger og fødselsdagstegninger.

Er det den tredjefødte eller fjerdefødte, så napper du bare en pose kanelgifler i supermarkedet, og sender den med ungen i vuggestue!

Velkommen
Læg tæpper og legetøj på gulvet inden gæsterne kommer. Fødselsdagsbarnet kan hjælpe med at finde det legetøj, som skal være med til festen. Når gæsterne er kommet, sætter I jer alle sammen på gulvet og hilser på hinanden og synger en fødselsdagssang med en masse hurra´er i. 2-årige elsker jo hurra´er!

Når uroen begynder at brede sig, og ungerne er ved at splitte det hele ad, så er det tid til at sætte sig til bords.

Mad
Du har gjort alt klart, inden gæsterne kommer, og det er heldigvis ikke noget stort arbejde. Frugt og grønt i skiver, eventuelt sat på pinde. Boller med lidt smør, ost og pølse – du vælger selv, om det skal være hjemmebag eller bagerens boller.

Den her enkle hindbær/marengs kage smager, så børnene synger – du skal bare lave nogle små marengsbunde og røre flødeskum med sukker og hindbær. Orker du ikke at bage marengsbunde, så kan du købe dem færdiglavet eller bruge lagkagebunde i stedet.

Sørg for hagesmækker til alle ungerne eller få pædagogerne til at medbringe nogle fra vuggestuen.

Husk også flag og et par lys i kagen.

Sanglege og skattejagt
Så skal I tilbage på gulvet og synge nogle af ungernes yndlingssange – gerne nogle hvor de også skal bruge kroppen og hænderne. Kender du ikke nogen, så gør pædagogerne garanteret. Her er det vigtigt at være tydelig og nærværende, så børnene bliver fanget af det, der sker. Du kan forberede dig ved at finde nogle sanglege på nettet eller tænke tilbage på legene fra din egen barndom.

I kan også lege, at I er forskellige dyr – og kravle rundt og sige miavv og vrauu.

Når du fornemmer, at de er klar til noget nyt, så trækker du en ballon frem fra gemmerne. Vis at den er særlig spændende og kig undersøgende på den sammen med børnene. For der er nemlig noget inde i ballonen.

Dagen før har du forberedt den her nemme og sjove skattejagt for ungerne.

Du skal bruge 5-6 balloner og tilsvarende antal billeder eller tegninger af ting i huset. Det kan være sofaen, sengen, køkkenet osv. Billeder skal puttes ind i hver sin ballon, inden du puster den op.

Ungerne skal trampe på ballonen, indtil den siger BANG og så kigge på billedet for at finde den næste post/ballon. Har de brug for hjælp til at komme i gang, så spørger du bare ”hvor er sofaen henne?” ”Hvor er den næste ballon henne?”. Ved den sidste ballon ligger skatten gemt, som kan være en lille bamse, lidt rosiner eller en stykke chokolade. Har du overskud, så pak det flot ind med farvede gavebånd.

Så skal der vinkes farvel ved døren.

Og husk at en fødselsdag for de helt små ikke behøver at vare længere end halvanden til to timer, så skal de tilbage i institutionen og putte. Så inviter til kl. 9, så er, både ungerne, og pædagogerne på toppen!