BonBon-Land for første gang

Nu bor vi ikke lige i nærheden af BonBon-land, så det var første gang, vi Bededagsfredag besøgte forlystelsesparken i det sydsjællandske.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi var naturligvis ikke de eneste, der besøgte parken den fredag. Det var den store åbningsfest, og der var masser af oplevelser for både store og små.

Forlystelsesparkerne i Danmark har hver deres særlige kendetegn, og BonBon-Land er ingen undtagelse. Her er der fokus på alle de sjove BonBon figurer, og det vækker begejstring hos de yngste. Skulle jeg personligt vælge, foretrækker jeg nok blomsterne i Tivoli, men man kan alligevel ikke lade være med at lade sig charmere af den store opfindsomhed.

Vi opdagede hurtigt, at vores yngste på 1½ år her var kommet i paradis. BonBon-Land er simpelthen spækket med forlystelser for de helt små. Dermed ikke være sagt at der ikke også er mange forlystelser for alle andre, for der er virkelig utrolig mange forlystelser i BonBon-Land. Men min yngste var altså virkelig i sit es, for der er i parken mange langsomme karrusseller, som Mathias nægtede at forlade, når først han var kommet op.

Aktivitetsniveauet på åbningsdagen var højt. Børnene fik glæde af både et supersjovt cowboyshow og et børneteater med de sjove figurer og en fyr, der hedder Peter, som alle de andre børn tilsyneladende havde et noget mere indgående kendskab til end mine jyske børn. Derudover havde vi også glæde af gratis snobrødsbagning, så alt i alt må jeg konkludere, at der bestemt er fordele ved at besøge BonBon-Land på de mere travle dage, hvor der er et højt aktivitetsniveau.

Til gengæld har jeg et par gode råd til BonBon-Land. Der er i parken utrolig mange toiletter spredt over hele området, og det er virkelig positivt – især når man har små børn med, der venter til absolut sidste øjeblik, før de meddeler, at de skal tisse. Men når man har så mange toiletter, skal de også gøres rent, og her er der plads til forbedringer.

Derudover er der et par steder i parken, hvor det vil være noget nær umuligt for en kørestol at komme frem pga. underlaget. Det samme gør sig gældende for paraplyklapvogne. Det er tydeligt for os, at BonBon-Land generelt gør meget ud af at være handicapvenlig, så denne lille sidste forbedring ville gøre det helt perfekt.

Men stor ros til BonBon-Land for de mange legepladser og hoppepuder. Det er rart, at mange af forlystelserne kræver noget af børnene. Den ny store legeplads i Cowboybyen er helt forrygende.

Den 30. juni 2007 åbner der en splinterny rutsjebane i BonBon-Land for de eventyrlystne, og husk at hvis du besøger BonBon-Land før den 30. juni, kan du gratis komme igen efter den 30. juni, så benyt jer af muligheden og få et ekstra besøg. I vores familie tørster vi ikke efter at prøve Hankatten, som den nye rutsjebane hedder, da vi ikke er de store vovehalse, men jeg kan garantere, at vi vender tilbage til BonBon-Land igen, da det var en dag, børnene har talt om konstant siden.

Skriv et svar