Stranden ligger i et skønt fredet lyng-/enebær-hedeområde med vandreklitter. Her går græssende køer og heste, som kan klappes af børnene. Der er en perfekt sandstrand og vandet bliver langsomt dybt, så man kan roligt sende sine små kære ud i bølgerne. Der er smuk udsigt til nærliggende Nekselø og den fjernere Sejerø fra stranden.Der er flere parkeringspladser m. toiletter tæt på stranden. I det nærliggende Havnsø er der minigolf samt færger til øerne Nekselø og Sejerø. Meget ideel for naturelskende familier. Vesterlyng Strand er i Berlingske Tidende i juni 2005 blevet kaldt en af Danmarks 10 superstrande og samtidig een af de mest uberørte. Stranden har det Blå Flag.
Storstranden ved Juelsminde er en rigtig lækker børnevenlig strand med rent badevand og naturligvis Blåt Flag. Stranden ligger tæt på Juelsminde og havnen. Kiosk og toiletter. Et godt sted også for de lidt større børn, da der hurtigt bliver dybere. Dog er stranden stadig også god til de små børn. Badebro, sandbund og stor bred strand.
Denne strand er en sten/sand-strand, så det er en god idé at give børnene badesandaler på. Man kan enten ligge på stranden, eller man kan vælge at ligge lidt længere oppe ad skranten på den græsplæne som er deroppe. Dog kan strandkanten så ikke ses fra græsset, men der er en skøn udsigt over fjorden.
Pragtfuld sandstrand. Lavt vand – klart og rent. Stranden ligger lige ud for Vikær-Diernæs Strand Camping og er offentlig tilgængelig enten fra Diernæs Strand siden over broen eller gennem Campingpladsen.
Søbadet har 3 bassiner: et soppebassin, et svømmebassin og et udsprings bassin. Der er helt nye badebroer,og i badeperioden er der livredder tilstede. Du finder også omklædningsrum, udendørs bruser og toiletter. Der findes også en lille legeplads, vipper og et stort græsareal. Søbadet ligger smukt i dyrehaven, og der er kun en spadseretur gennem skoven til byen. Der er lukket under festivalen 2. weekend i august.
Tversted Strand er en af kystens gode og brede strande med høje klitter og store vidder. Det er en dejlig strand med masser af plads og mange indsøer som mindre børn kan lege i. Der er ishus og by tæt ved. Der er blåt flag på stranden. Hele året rundt indbyder stranden til en travetur med herlig frisk luft. Der er gode parkerings- og toiletforhold. Bilkørsel tilladt, men også bilfrit område.
Hvidbjerg Strand er ikke en klassisk Vesterhavsstrand, for den har lavt og stille vand uden understrøm og ubehagelige huller som langs den øvrige vestkyst. Her kan børnene lege i vandkanten og rigtigt opleve strandlivet med vand, sand, krabber og søstjerner. Stranden har også det eftertragtede blå flag, som signalerer dejligt rent vand. Stranden er bilfri, men der er ikke langt til p-plads – og ishus…
Karrebæksminde og Enø er kendt som et udsøgt badested med en skøn sandstrand. Stranden har de sidste mange år haft kvalitetsmærket “Blå Flag”, som viser, at vandets kvalitet er i top. Den dejlige, brede sandstrand ved Enø har sandbund og Blåt Flag. Det klare vand bliver kun langsomt dybt, og stranden er derfor meget børnevenlig. Stranden blev iøvrigt kåret til regionens bedste i 2004. Der er en badebro ved stranden som er god til handikappede og barnevogne. Den går helt ned til vandet.
Flyvesandet er en meget børnevenlig strand. Man kan gå ud så langt man vil og alligevel når det kun et barn på 6 år til navlen. Der er sandbund og ingen sten. Hvis man bliver træt af at svømme, kan man gå op på legepladsen eller i det store udkigstårn, hvorfra man kan se på fugle med kikkert. Omkring stranden ligger der en skov, hvor man kan gå nogle gode lange ture.
Føns Strand er en dejlig, børnevenlig strand. Der er lavt vand og sandbund…men der bliver dog dybere, uden at man skal gå flere kilometer ud! Der er parkeringsplads lige ved stranden, ishus, toiletter og en udendørs vandhane med bruser. Det er ikke så bred en strand og der er kun lidt klit, så der er sjældent plads til de store boldspil, fordi folk ligger på det flade strandstykke – til gengæld er der ikke langt til bil, ishus og toilet. Kørselsvejledning: Kommer man fra ad motorvejen fra Odense, drejes af ved afkørsel 57 Nr.Åby, følg hovedvej 313 sydpå, drej af mod Føns. I byen Føns drejes til venstre ad Føns Strandvej (der står skilt mod stranden)