Skøn strand ved gammelt sommerhusområde, hvoraf de ældste huse nok stammer tilbage fra 1940’erne. Strandcafé med god mad og is. Blåt flag. Meget børnevenligt. Mulighed for lange gåture langs stranden og i skoven. I klart vejr er der en god udsigt fra stranden. Der er skilte til stranden når man kommer ind til Skælskør. Den ligger for enden af Kobækvej.
Dejlig børnevenlig strand med klitter og gryder man kan slappe af i. 2 stier går helt ned til vandet, så det er muligt at medtage barnevogn/klapvogn. Her er sandbund. Toilet men ingen kiosk. Dog ligger stranden så bynær, at det hurtigt kan hentes.
Den børnevenlige sandstrand ved Hvidbjerg har roligt vand og det eftertragtede Blå Flag. Stranden er opdelt i Hvidbjerg Klit (i den nordlige ende) og Fladstranden (i den sydlige ende). Ved Hvidbjerg Klit kan I opleve den knap 30 m høje, fredede sandklit, som er den eneste østvendte sandklit i Jylland. Fra toppen af klitten er der flot udsigt over Trelde Næs og det yderste af Vejle Fjord. En særdeles god badestrand, velegnet for børn og her er en meget fin vandkvalitet.
Kærsgård Strand er en dejlig, bred, ugenert og børnevenlig sandstrand med skønne, lægivende klitter. Uden toiletter og kiosk, men stranden er bilfri. Du finder stranden mellem Skallerup Klit og Hirtshals.
Rude Strand er en af den jyske østkysts bedste badestrande, og du finder den lige nord for Saksild Strand. Den brede, børnevenlige sandstrand med badebro indbyder til diverse strandaktiviteter og vandreture. Fra de høje skrænter er der en fantastisk udsigt over havet. Stranden har Blå Flag Status.
På den 12 km. lange strand med det eftertragtede Blå Flag er der masser af plads til alle, klitter til at lege gemmeleg i, og dejligt rent vand som børnene elsker at lege i. Der er ikke sten i strandkanten og sandet er fint.
Syd for Århus omkranset af skov og bakker ligger Moesgård Strand. Badestranden er fin, og om sommeren er det en af Danmarks mest besøgte badestrande med forskellige aktiviteter som bl.a. udlejning af vandcykler. Iskiosk og toiletter. I får en ekstra oplevelse, hvis I fra århus cykler igennem Marselisborg skoven ud til stranden. Det er en meget smuk tur.
Meget børnevenlig sandstrand, hvor der hverken er store bølger eller understrøm at bekymre sig om. Her summer det af liv og aktiviteter. En utrolig hvid og børnevenlig sandstrand, hvor du ikke er bange for at lade børnene lege i sandet – og i vandet. Stranden har det “blå flag”, som bevis på en fin strand med godt og rent badevand. Ishus og restaurant.
Trelde Næs Strand ligger i et stort fredet område med høje klinter og omgivet af skov. Stranden har naturligvis det blå flag og er dejlig børnevenlig med en dejlig sandbund og svagt fald.
Dejlig børnevenlig strand i Begtrup Vig, som er yderst lavvandet og med små sjove øer i vandet. Her er også meget fin læ. Der er masser af plads, da stranden strækker sig over et langt stykke. Der er parkeringsplads til venstre, når man kommer ned til stranden.