Olsen-Banden er samlet igen for at udføre en betroet opgave for selveste Statsministeriet: H.C. Andersens originale fjerpen skal stjæles fra det Danske Export Museum, det gælder angiveligt Rigets sikkerhed og gode omdømme.
Men Statsministerens spindoktor, den gamle fjende Hallandsen, har taget røven på Egon. Pennen skal i virkeligheden indgå i en lyssky handel med Kina. Der er intet mindre end den danske nationalfølelse, Egons ære og 30 millioner på spil.
Egon lægger en plan, han skal bare bruge en boremaskine, et glas honning, en flaske økologisk sveske juice og en god bunke døde rotter. Christiansborg sættes på den anden ende, metroen forsinkes mere end sædvanligt og Dronningens gardere danser pludselig cancan, når Olsen-Banden springer ud som animationsfilm for hele familien fra producenterne bag Terkel i knibe.