Animationsfilmen Sangen fra havet handler om den fireårige pige Saoirse og hendes storebror Ben på otte. Da deres mor forsvinder, skal de to børn bo hos deres farmor i byen.
Men de flygter for at komme tilbage til deres hjem ved havet, og begiver sig ud på en rejse, hvor de indblandes i at befri eventyrvæsner, der er fanget i den moderne verden. Rejsen bliver et kapløb mod tiden, og snart afhænger deres overlevelse af Saoirse.
Filmen er instrueret af irske Tomm Moore – kendt fra den Oscar-nominerede Brendan og hemmelighedernes bog.