Quizmysteriet

Ved første øjekast leder ”Quizmysteriet” tankerne lidt hen i retning ad den gamle klassiker ”Cluedo”. Men snart skal det vise sig, ”Quizmysteriet” først og fremmest er et genialt udtænkt quizspil, der serverer den altid poplærere quizleg på en ny og herlig måde.
Det er teamet bag ”Bezzerwizzer”, der her har skabt spillet.

Deltagerne har alle rollen som detektiv. De skal hver især løse et mysterium ud fra de tre spørgsmål: hvem, hvad og hvor. Mysteriet løses ved, at spillerne rykker rundt på spillepladen og derved får lov at få ledetråde – i form af quizspørgsmål.
Hver detektiv har sin egen notesblok med tomme felter, der udfyldes undervejs som ledetrådene samles. Den detektiv der først tør at gætte – og gætter – rigtigt har naturligvis vundet. Så såre enkelt er spillet.

Undervejs i spillet skal man holde øje med sin placering på spillepladen i forhold til de forskellige ledetråde. Måske er det mere taktisk at gå en anden vej og satse på en anden ledetråd?! Samler man ledetråd to op og kommer i tvivl om svaret, er der ikke anden udvej end at skulle hente den tredje ledetråd.

Alle tre ledetråde er på hvert quizkort. Men takket være en smart skydelåge kan du som detektiv kun læse en ledetråd ad gangen idet du simpelthen trækker skydelågen til side og på denne måde får adgang til forskellige informationsdele. Det er godt udtænkt og flot udført. Præcis som spilpladen og brikker, der virker gedigent og indbydende.

Spillet er konstrueret så det har to sværhedsgrader, men alligevel fornemmer jeg at garvede quizspillere komme meget nemt igennem spillet. Det kunne måske løses ved at indlægge forhindringer. For at skabe lidt ekstra dynamik, har man lagt nogle taxifelter ind på spilpladen og lavet en slags chancekort.

”Quizmysteriet” blev modtaget med stort bifald af den 12 årige testspiller, jeg spillede det med. Hun var ikke sen til at invitere kammeraterne til at prøve spillet. Detektivrollen er om noget sjov og sej, når man er præteenager, men som voksen bliver man også hurtig fanget af konceptet.
At selve mysterierne har en ganske pudseløjerlig og skæg løsning, gør det ikke mindre sjovt at quizze løs. Det er næsten som en slags gakket løgnehistorie, der dukker frem til fælles applaus.

Læs mere

Skriv et svar