Quiz Battle

Quiz Battle vil være kendt af rigtig mange, som den populære quiz-app skabt i samarbejde med Illustreret Videnskab, hvor man quizzer mod en modstander. Nu er Quiz Battle klar som brætspil og med en ny vinkel på quizlegen, vi er så mange der elsker.

Der er seks kategorier, som har hver deres farve på spilbrættet: ‘ Sport og fritid’, ‘ Historie’, ‘Underholdning’, ‘ Geografi’, ‘Videnskab og natur’ og ‘ Kunst og litteratur’. Spillepladen er enkel og elegant med kvadratiske felter, hvoraf udvalgte svarer til de respektive kategorier. Hver deltager får ved spillets start to kategoribrikker og en stjernebrik i hver af de seks farver. Derpå trækkes der syv brikker fra spillerens pose med brikker og brikkerne lægges foran spilleren.

I Quiz Battle handler det om, hurtigst muligt at skille sig af med sine 18 brikker. Ved at svare rigtig på et quizspørgsmål er man af med en brik. Der er fire svarmuligheder til hvert spørgsmål; det er oplagt at familiens kloge hoveder ikke får disse for at gøre det mest muligt fair. Bonusfelterne giver dig en ekstra chance – eller tre – for at slippe af med din brik. Når du er færdig trækker du igen, så du har 7 brikker foran dig. Så det er bare med at være vaks og battle løs!

Der er i alt 2400 spørgsmål (ny-producerede til brætspilsversionen) fordelt på de seks kategorier og sværhedsgraden er ikke værre end vi alle kan være med trods det, at Illustreret Videnskab er medaktør.
Quiz Battle fortjener især point for sine forskellige finurlige og taktiske finesser, der giver spillet en ekstra portion spænding. Det er uhyre kærkomment, at et quizspil ikke alene er afgjort på rigtige spørgsmål, men også afhænger af spillerens sans for strategi og snilde. Du bør nemlig sikre, at du selv score bonuspoint og dine modstandere ikke får fingre i dem!

Med brætspillet her beviser holdet bag Quiz Battle til fulde hvorfor, de har henrykket så mange med deres quiz-app. Jeg er overbevist om, at brætspillet på samme vis vil vække glæde og begejstring. Lad os håbe, det bliver muligt at købe ekstra spørgsmål separat. Det bliver der hurtigt brug for.

Læs mere

Skriv et svar