Will Grayson, Will Grayson

Efter romanen “En flænge i himlen” tog læserne med storm, har både unge – og voksne – læsere med længsel ventet på nyt fra forfatteren John Green.
Fra Politikens forlag udgives der i dette efterår to bøger af forfatteren, hvoraf denne roman ”Will Grayson, Will Grayson” er skrevet i samarbejde med David Levithan. De to forfattere har skriver skiftevis et kapitel i romanen om de to unge teenagerdrenge af samme navn: Will Grayson.

De to teenagerdrenge af samme navn bor i Chicago. Deres fællesnævner er Tiny Cooper, en homoseksuel high school quarterback med sans for selviscenesættelse og en stålsat drøm om at opsætte en musical. Det er imidlertid ikke en hvilken som helst musical. Tiny Cooper vil nemlig iscenesætte sit eget liv og ikke mindst vennen Will Graysons liv, for at sætte fokus på homoseksualitet.

Tiny Cooper er bedste ven med Will Grayson. De to har gået i skole sammen siden de var børn. Nu går Will i high school, han er den generte type uden ret mange venner og så er han tilsyneladende forelsket i pigen Jane.
Den anden Will Grayson bor et pænt stykke derfra, og går på en anden high school. Will er bøsse. Han er også en modløs sjæl og kæmper med depression. Wills eneste rigtige ven er pigen Maura, som får de to drenge af samme navn til at møde hinanden. Sagen er nemlig den, at Will i lang tid har skrevet med en fyr over internet – Isaac – og nu skal date med ham. Will glæder sig usigeligt til at møde Isaac. De to har sat hinanden stævne midt i Chicago. Der er bare lige det ved det, at Isaac slet ikke findes! I stedet mødes de to gange Will til begges store overraskelse!

Scenen er sat til en ungdomsroman med masser af humor, bid og ægte følelser i bedste John Green stil. Det giver en god dynamik, at der veksles mellem Green og David Levithans skrivestil. Jeg tror måske, at bogen ville stå endnu skarpere og stærkere i sin oprindelige form på engelsk. I starten havde jeg en smule vanskeligt, ved at holde de to teenagerdrenge af samme navn adskilt fordi de begge har det til fælles, at de er ensomme og virker ret indadvendte.
Med tiden vokser bogen og det bliver et forrygende bekendtskab med de farverige karakterer.

Selvom der er langt fra Chicago til Danmark, så vil teenagere uden tvivl nikke genkendende til en række af de problemstillinger, bogen behandler. Hvor er det herligt at Green og Levithan går i kødet på emnet unge om homoseksualitet – og evner at formidle det med masser af varme, humor og ægthed.

Green og Levithan leverer både komik og kærlighed af høj format, når de giver deres bud på en ungdomsfortælling om udfordringerne udi at passe ind, føle sig god nok og turde træffe de rigtige valg.
Vi kan ikke andet end at blive grebet og rørt, over denne oprigtige beretning om, at springe ud i livet som den, man nu engang er!

Køb Will Grayson, Will Grayson online

Skriv et svar