Ulykkernes tid

Der bliver kælet for teenagelæserne i disse år. Forfatteren Moira Fowley-Doyle er halvt fransk, halvt irsk og bor i Dublin med sin familie. ”Ulykkernes tid” foregår således i et irsk miljø, og dét er ganske forfriskende at opleve i strømmen af – gode og spændende YA bøger – fra USA.

Bogens hovedperson og fortæller er teenagerpigen Cara, hun bor sammen med sin mor, sin søster Alice og stedbroderen Sam, hvis far er ude af billedet.

Historien tager sit afsæt i oktober, hvor det nok engang er ”ulykkernes tid” – en tilbagevendende måned præget af uheld, skader og tragedier. Perioden kulminerer med Halloween. Cara har opdaget, at en pige på skolen – tilsyneladende – er forsvundet. Nu sætter hun sig for at finde Elise.
Undervejs forbløffes Cara over at opleve, hvordan at hverken lærere eller elever virker til at have interesse eller kendskab skal Elise.

Caras jagt på Elise leder hende til et faldefærdigt spøgelseshus, som hun sammen med sine venner og søster vælger at bruge til at holde Halloween-fest i. Frygten for en ulykke er allestedsnærværende i denne periode, og Cara må snart sande, at hun og hendes familie også vil blive prøvet denne gang.

I ”Ulykkernes tid” bliver læseren ramt af mild paranoia fra første færd; fortællingen varsler noget uhyggeligt og skræmmende, for hvad er det mon der lurer under overfladen?

Forfatteren Moira Fowley-Doyle mestrer evnen at fortælle en forbløffende og fængende historie på blot 276 sider.
Genremæssigt er ”Ulykkernes tid” et miks af gys, socialrealisme og et strejf af magisk realisme. Undervejs bliver læseren udfordret i forhold til at afkode, hvad der reelt foregår: er Elise et produkt af fantasi eller er der noget andet og mere suspekt, som personerne omkring Cara søger at dække over?! Der sker løbende nye uforklarlige ting, som skærper læserens opmærksomhed.

Sideløbende med de mystiske hændelser rummer bogen en række velkendte ungdomstematikker om skole, venner, familie, kærlighed, sorg og den usikkerhed, der er så karakteristik for teenageårene.

Bogen henvender sig til teenagere, men vil også kunne gribe andre ældre læsere. Slutningen fremstår overraskende, virkningsfuld og dramatisk, men måske en kende abrupt og ufuldstændig.
Moira Fowley-Doyle kunne sagtens uddybe fortællingen, der griber læseren og giver en længsel efter mere. Hun fortjener stor ros for sin bog. Det er en forfriskende og effektfuld skrivestil, der lykkes utrolig flot udi at overraske sin læser. Det er en brandgod debut, Moira Fowley-Doyle!

Køb Ulykkernes tid online

Skriv et svar