Tynd is

I den svenske ungdomsroman ”Tynd is” sætter forfatteren Michael Engström fokus på omsorgssvigtede børn, og ikke mindst hvor galt det går, når myndighederne er aldeles inkompetente i forhold til at yde støtte og hjælp.

Vi følger drengen Mik på 12 år, der bor sammen med sin alkoholiserede far og storebror i Stockholm. Her dækker han over farens manglende forældreevne og lider under alverdens basale afsavn. Alligevel er trængslerne slet ikke slut, da de sociale myndigheder griber ind og faren sendes på afvænning. Efter faster Lena i en tid har taget sig af Mik, og fået ham til at føle sig hjemme i et lille nordligt beliggende lokalsamfund, sendes Mik mod sin vilje til en hensynsløs plejefamilie. De udnytter ham groft. Mik behandles som et dyr; hensynsløs og helt uden kærlighed.

Alt hvad Mik ønsker er at bo fast hos sin faster Lena igen, men systemet vil ikke godkende Lena, der selv har været alkoholiker tidligere i sit liv – og som angiveligt også er homoseksuel. Mik stikker af og sendes på ny tilbage til plejefamilien, hvor afstraffelse er hverdagskost. Han har kun ét ønske: at bo hos Lena. For enhver pris.

Michael Engström har skrevet en rå og rørende ungdomsroman om drengen Mik, der kommer helt ud på den yderste kant, da hans far drikker og det sociale system efterfølgende vil presse deres egen løsning ned over hovedet på ham.
Bogen er om noget en bidsk beskrivelse af myndighederne, der ikke evner – eller vil – gå ned i børnehøjde og lytte til den enkelte. I deres iver for at hjælpe fejler de sociale myndigheder så fælt ved at insistere på deres egne ideer om hvad der er bedst. Her rammer Michael Engström desværre plet i sin mesterlige beskrivelse af et samfund, hvor borgeren må tilpasse sig systemet og ikke omvendt. Prisen for denne forfejlede måde at hjælpe omsorgssvigtede børn er selvsagt høj. Bogens hovedperson bliver da også mærket af det misbrug, han oplever i familieplejen. Hans tillid til de voksne visner, og han føler sig truet da myndighederne vedbliver med at presse ham til at skulle agere efter deres forgodtbefindende. Forfatteren formidler veloplagt og helt på den unge læsers præmisser.

”Tynd is” er nutidsrealisme, der brænder sig fast på nethinden. Midt i alt det tunge og triste, er bogen også livsbekræftende. Ikke mindst når den så flot skildrer de nye venskaber, Mik indgår i, og hvordan lokalsamfundet højt mod Nord tager imod ham.
Det er kort sagt en klog og stærk bog om livet på godt og ondt.

Køb Tynd is online