Tidsjagten

TIDSJAGTEN er intet mindre end et filosofisk eventyr om de to børn Otto og Anna. Sammen sejler de af sted i en gammel kutter, og drager ud på en underfundig rejse for at slå tiden ihjel. Otto er en forældreløs dreng, mens Anna, hans gode veninde, er en klog og belæst pige. Med sig har Otto sin fugl Virgil.
Da Otto mister sin kære plejefar, Benelbrio, beslutter han at slå tiden ihjel for at hævne sig. Benelbrio var gammel og det var forventeligt at han skulle dø, men Otto kan ikke acceptere det og vil nu ændre tiden for at forhindre plejefarens død.
Rejsen for at slå tiden ihjel skal vise sig at blive både lang, udfordrende og dramatisk men også en kende langtrukken for læseren der må følge med. Undervejs på den farefulde færd bliver de to børn involveret i en alenlang række af prøvelser, som var det et helt eventyr eller måske næsten Odysseus rejse. De to må prøve kræfter med både den golde ørken, havfruer, farlige slanger, voldsomme sørøvere, astrologer og pyramider. Prøvelserne styrker de to så ”Tidsrejsen” fremstår som en dannelsesrejse, men bogen er undertiden lige så krævende for sin unge læser som udfordringerne er for de to børn.

Bogen er rig på filosofisk stof, man må forholde sig til som læser og forfatteren Gertrude Kiel har ganske meget på sinde. Det slår mig gang på gang hvordan bogen har fællesstræk – eller søger at have – med ”Lukas og livets ild” af Salman Rushdie. Desværre har bogen her ikke samme format, og læseren drukner næsten i havet under den farefulde rejse.
Alligevel er bogen værd at prøve kræfter med, hvis barnet har en kyndig voksen med som kaptajn og oplæser, der kan vise vej rundt i stoffets mange snurrige facetter.

Det er under alle omstændigheder en varm og klog bog, der stiller mange fine spørgsmål fx om tiden, tilværelsen og jorden, som vil være gode at tage i forlængelse af oplæsningen.

Køb Tidsjagten online

Skriv et svar