Den franske tegner og fortæller Julien Neel har med rette vundet stor anerkendelse for sin tegneserie om storbypigen Lou. Ikke bare læserne knuselsker serien, den har også vundet en lang række priser. Det er kort sagt en genial tegneserie for piger!
Vi er nu nået til bind nr. 6 i serie ,og Lou der var 12 år da serien tog sin begyndelse er efterhånden en ung studerende angiveligt gymnasiepige. Moren er ikke længere single. Hun har fået et barn med den svenske fyr Rikard, der tilsyneladende er rejst væk.
Lad det være sagt med det samme: Bind nr. 6 Krystalalderen er overraskende læsning. Sidste tegneserie i serien er desværre også skuffende, i forhold til det exceptionelt høje niveau Julien Neel sædvanligvis formår at levere. Det er som om, at kæden er hoppet af denne gang!
Lou har i de foregående bind udviklet sig i takt med sine læsere, men nu er hun pludselig blevet endog meget voksen. Hun går på natklub igen og igen, passer forelæsninger, tager sig af sin lillebror og passer et job som videnskabelig dataindsamler i et særligt program for regeringen!
Moren har fået succes efter hendes bog er science fiction roman er udkommet, og er nu i gang med at instruere opførelsen af den som musical på is. Der er med andre ord kommet andre boller på suppen.
Væk er – mere eller mindre – den skøre, sjove og skæve tilgang til teenagerlivet, som Lou var garant for. I stedet mødes læseren af et ret komplekst scenario, hvor Lou har gang i hemmelige ting for regeringen (men hvad?!), hvor lyserøde krystaller og signaler et sted derude fra gør det hele ret mystisk. Men måske også spændende – hvis man altså er til den slags.
Som altid er Lou er super frisk, umiddelbar og direkte. Det gør hende utrolig elskelig og vel også genkendelig. Hun ser lige igennem sin mor, og netop dét er så genialt. Mor-datter forholdet er så afgjort et af de elementer i tegneserien, der skal fremhæves fordi Julien Neel evner at formidle det på fortrinlig vis. Læseren kan ikke andet end at smile og nikke genkendende.
Sværre er det derimod at forholde sig til den udvikling, personerne denne gang har undergået. Den distræte mor er mere eller mindre afløst af en arbejdsom og rimelig succesrig mor. Og dog strækker forfatteren den lige langt nok, når moren uden nogen form for realitetssans med vilje lukker øjnene for at hendes ekskæreste står foran sig i skikkelse af en skuespiller. Det bliver simpelthen en tand for meget.
Krystalalderen er på alle måder en farverig fortælling trods det de forvirrende elementer. Der er næsten noget psykedelisk over historien! Indimellem er det mystisk læsning, men med et skær af noget magisk. Måske er det et godt billede på, hvordan det indimellem opleves at være ung? Hvem ved hvad dagbøger må lægge sider til.