Med sin helt enestående skildring af Anden Verdenskrig formår Anne C. Voorhoeve at give læseren et indblik i krigens rædsler på en sjælden men meget fin vis. Liverpool Street er tyk som en murstensroman men lader sig læse let og ubesværet.
Vi følger den kun 10 årige Franziska der er af jødisk slægt og må lade sig sende ud af Tyskland i en børnetransport til England for at komme i sikkerhed trods det at familien lever som kristne og hun bære et kors. Inden afrejsen når Ziska at opleve megen smerte og sorg efterhånden som det tyske samfund vender sig mod jøderne. Hendes far bliver hentet og familiens planer om at emigrere smuldre.
I England går tingene ikke som planlagt og vores hovedperson må gennemgå ganske mange ting. Hun bliver glad for at være i en familie men efterhånden som krigen udvikler sig må også de tilpasse sig omvæltningerne. For en tid bliver Ziska sendt bort i sikkerhed på landet. Vel tilbage i London mærker hun krigens gru og smerte. Men midt i al det triste og tunge opnår hun langsomt at skabe sig en god tilværelse og få venner på ny. Tiden går og splittelsen indeni bliver større og større. For hvor høre Frannziska efterhånden til? Hos sin plejefamilie eller hos sin familie der ikke mere er som før krigen knuste dem?
Liverpool Street er en barsk men også utrolig rørende og klog beretning om en pige der gennemlever en stor forvandling i krigens år. Velfortalt og velkomponeret høre vi om nazisternes jødeforfølgelser, om børnetransporterne til England og om tilværelsen som barn i et land der er i krig. Men mest af alt får vi en smuk og varm fortælling om en pige der gør sig mange tanker om sin familie og sin tilværelse set i lyset af krigens rædsler.
Forfatteren formår på en fornem vis at formidle de komplekse problematikker i forhold til troen og dens rolle i en tid hvor verden var i krig. Alt sammen skildres med indføling og dog åbenhed om den grusomhed krigen rummede. Det er på alle måder en stor og uforglemmelig bog, der fortjener som applaus som et vigtigt vidnesbyrd om en krig vi aldrig må glemme. Anbefales på det varmeste!