En nat i Betlehem

Juleevangeliet er en klassiker. Men hvordan fortæller man det, så børn forstår det og finder det interessant. Dét giver Bjarne Reuter sit bud på i ”En nat i Betlehem”, der er smukt illustreret af Kamilla Wichmann.

Bogen er udgivet af Bibelselskabet, og jeg tøver ikke med at kalde den årets julebog!

I ”En nat i Betlehem” genfortælles juleevangeliet set med drengen Boaz´øjne. Han bor i Betlehem sammen med sine forældre, der har en kro. Betlehem syder af aktivitet og mennesker, der er draget til byen for at blive skrevet op, sådan som Kejser Augustus har bestemt det. Da Boaz´s kat Jetro stikker af og gemmer sig under Herodes bærestol, får Boaz mulighed for at opleve den strenge Herodes på nærmeste hold.

Boaz møder også det unge par Maria og Josef. Han hjælper dem, så de kan overnatte i kroens stald, eftersom alle værelser i byen er lejet ud af de mange mennesker. Boaz begiver sig ud på marken for at hente hø, så den gravide Maria kan ligge godt. På marken støder han på de vise mænd fra Østerland. Det bliver på alle måder en forunderlig nat i Betlehem!

”En nat i Betlehem” er tro imod sit forlæg. Bjarne Reuter fortæller veloplagt, og evner på bedste vis at gøre fortællingen om juleevangeliet levende og nærværende.

Kamilla Wichmanns illustrationer komplementerer teksten, så de to dele smelter sammen til én skøn historie, der emmer af stemning og varme. Motiverne er i sig selv skønne at gå på opdagelse i.

Jeg er fuld af beundring overfor såvel forfatter som illustrator, der på så fornem måde har taget juleevangeliet og gjort det til en børnevenlig historie.
”En nat i Betlehem” er formidlet i øjenhøjde med familiens yngste, men med respekt for Bibelen.
Bogen er perfekt, hvis du skal forklare julens kristne baggrund til ungerne. Glæd jer til nostalgi, magi og hjertevarme.

Køb En nat i Betlehem online

Skriv et svar