På en forårslørdag i maj lagde vi vejen forbi Madsby Legepark i Fredericia for langt om længe at se, hvad alle de supergode anmeldelser og karakterer her på siden handlede om. Vi blev ikke skuffede.
Madsby Legepark er som navnet antyder en stor grøn oase for børnefamilier med aktive børn. Her er faktisk aktiviteter til en hel dags udflugt.
For det første er her et meget stort sandkasseområde med store klatretårne og rutsjebaner, gynger og meget andet. Ved siden af finder du en stor gocart-bane, som min ældste kunne have kørt rundt på en halv dag, hvis der havde været tid til det. Det er ikke bare en lille rund bane men et helt system af små veje.