Styrk dit barns motorik gennem leg

Du er sikkert klar over, at det er vigtigt at styrke dit barns motorik – og gerne så tidligt som muligt. En god motorik er en væsentlig del af dit barns udvikling. Du spekulerer måske over, om du får stimuleret dit barn nok, og om I burde træne mere. Du behøver dog ikke at bekymre dig, for motoriktræning er slet ikke så kompliceret, som det lyder. Faktisk kan du styrke dit barns motorik ved at lege, tumle og lave andre aktiviteter, der kræver, at dit barn bruger sin krop.

Hvad er motorik?

Motorik betyder “evne til at styre musklerne og foretage bevidste bevægelser”. Det ligger altså indforstået i ordet, at motorik kræver en vis form for kontrol over sine muskler og bevægelser. Det er afgørende for børn, at de udvikler motoriske færdigheder. Man mener, at en god motorik i barnets første leveår påvirker barnets fysiske og psykiske sundhed på længere sigt. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at hverdagen byder på muligheder for, at dit barn får motorisk træning. Det behøver ikke at være den helt store træningssession – det kan være ganske almindelige hverdagsaktiviteter og sjov leg.

Drej, gyng og snur rundt

En essentiel del af en god motorik er en god balance. Børn skal snurre, dreje og gynge så meget som muligt. Det styrker nemlig labyrintsansen, som sidder i labyrintorganet i øret. Denne sans er afgørende for balanceudviklingen og har blandt andet også betydning for dit barns sprogudvikling. Du skal ikke være bange for at tumle vildt med dit barn. Selv babyer har godt af at blive vendt på hovedet, få flyveture og i det hele taget blive tumlet godt og grundigt rundt. Selvfølgelig skal det ikke gå hen og blive for voldsomt, men dit barn er slet ikke så skrøbeligt, som du måske tror.
Hvis I ikke lige har en have, hvor I kan hænge gynger op, kan en vild drejetur på en kontorstol også være ganske effektiv træning for de større børn.

Er du selv en af dem, der bliver svimmel bare ved at dreje to runder om dig selv? Så er din labyrintsans højst sandsynligt i dårlig form. Vi kan træne vores motoriske evner hele livet, så ved at dreje og snurre med dit barn kan du også træne din egen balance. Så det er bare med at komme i gang med at dreje, snurre, slå koldbøtter, og hvad I ellers kan finde på. Hvis dit barn mod forventning kommer til skade, når I leger, har du så en ulykkesforsikring, der dækker? På Informeo kan du læse mere om ulykkesforsikringer til børn, og hvorfor forsikringen er vigtig at have.

Hop, sjip, kast og grib

At hoppe er også en god øvelse, som styrker dit barns motorik. Hop er nemlig med til at styrke barnets kropsbevidsthed og fornemmelse for rum. Derudover udvikler det også muskel-ledsansen. En anden god aktivitet for de større børn er at sjippe. Det er teknisk krævende at sjippe, for det kræver høj grad af koordination og timing. Derfor er det super god motoriktræning og en god aktivitet for børn i skolealderen i frikvarteret eller derhjemme efter skole. En klassisk leg er at kaste bold til hinanden, hvor man skiftes til at kaste og gribe. Det er en god og simpel leg, der træner samarbejdet mellem sanserne. Legen er tilmed ganske simpel og kan foregå hjemme i stuen – det kræver bare en bold og to personer.