Zoologiske haver og dyreparker

Zoologiske haver og dyreparker

Vi har i Danmark nogle helt fantastiske zoologiske haver, der selvom de naturligvis har overlap af dyr, byder på vidt forskellige oplevelser. Ålborg Zoo er f.eks. en meget kompakt zoologisk have med ‘lavt til loftet’, fordi den nu engang ligger i en by, mens Givskud Zoo ligger på en ‘pløjemark’ og derfor byder på ‘højt til loftet’, natur, supergode forhold for dyrene og masser af plads til højrøstede børn.

Odense Zoo var for mange år så heldige at overtage jorden efter det gamle Tivoli, og fik derfor muligheden for at lave en stor savanne til dyrene. De mangler dog stadig elefanter og har så vidt vides samlet ind til projektet i rigtig mange år. De er dog godt fremme i skoene med nye tiltag, forbedringer af dyrevelfærd og særlige arrangementer for børn. I vores familie er deres løver særligt skræmmende, fordi man føler man er voldsomt tæt på dem i deres anlæg.

Vi har sikkert alle vores favoritter, men hos os, har vi favoritter alle steder. Hvis jeg skulle fremhæve noget i hver zoologisk have, ville det helt sikkert blive disse:

Isbjørnene i Aalborg Zoo
Sikke et anlæg. Der er mulighed for at kigge ind i anlægget fra alle tænkelige vinkler og uden at det føles påtrængende i forhold til isbjørnene. Man kan næsten fornemme, at de har det godt. Det er simpelthen et helt fantastisk flot dyr. Det er en sjov sammensætning af et ‘nuttet’ dyr og en dødsensfarlig dræber.

Pingvinerne i Odense Zoo
Det er noget helt særligt over at stå inde i Odense Zoos anlæg for pingviner. De lever indendørs i kulden med et tag af hvad jeg kun kan gætte mig til er klar plast, der slipper et fantastisk lys derind. Det føles som at stå og kigge direkte ind i deres naturlige omgivelser.

Løverne i Givskud Zoo
Selvom man sidder i sin bil i Givskuds løvepark med lukkede vinduer, døre og soltag, føler man sig uhyggelig tæt på løverne. Her er ikke bare 1 eller 2 eller 5 løver, men en hel flok. Her står kontrasten stærkt til løverne i Aalborg Zoo, der må skridte de samme meter af dag ud og dag ind.

København Zoos del på den anden side af vejen
Hver gang vi kommer til Københavns Zoologiske have, ender vi med at tilbringe det meste af tiden på den anden side af Roskildevej. Der er en særlig stemning med klappedyrene, legepladsen og de meget rolige dyr, der befinder sig derovre. Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, men det er vores ynglingsdel af parken.

Årskort
Bemærk i øvrigt at de 4 store zoologiske haver har et samarbejde omkring årskort. Køber du årskort til et af stederne, gælder det også ved de 3 andre.

De mindre dyreparker
Når man som i vores familie har små børn kan en kanin ofte være lige så sjov som en elefant, så vi har besøgt en pæn del af de mindre dyreparker rundt omkring. Her er der for det meste også ‘albuerum’ og plads til børnenes udfoldelser. Der er adgang til de fleste indhegninger, sålænge der er en forældre, der holder øje med, at børnene behandler dyrene godt.

Vores favoritsted – også geografisk – er Dyrenes Gård på Djursland. Jeg ved egentlig ikke helt, hvordan jeg i sin tid fandt ud af at de eksisterede. Dette var længe før Sjovforbørn.dk så dagens lys. Vi var der første gang for 3 år siden og er kommet der mange gange siden. Vores fornemmelse er, at dyrene har det godt, og bliver behandlet med respekt (så meget som er muligt, når man putter vilde dyr i bure). Man kan selv tage sin madpakke med, og der er legeplads til børnene.

I det hele taget er Djursland fyldt med dyr. Udover Dyrenes Gaard finder man de halvstore parker Ebeltoft Zoo og Skandinavisk Dyrepark, der også byder på dyr i store indhegninger. Her vil vi særligt fremhæve aberne i Ebeltoft Zoo, som efter et hårdt liv i forsøgsbure nu har fået rekreation på Djursland. Du kan læse mere om disse aber på Ebeltoft Zoos hjemmeside.

Der er mange flere dyreparker rundt omkring og helt sikkert også en i dit nærområde, så søg i listen over zoologiske haver, dyreparker og besøgsgårder her. Synes du min families favoritsteder er mindre gode og nogle andre rigtig gode, så benyt dig af din stemmeret, og skriv en anmeldelse af stederne.

Og lad det være sagt med det samme. Dette er bare et lille udpluk. Der ligger mange spændende steder – store som små – rundt omkring i landet.

Rigtig god fornøjelse.

God fornøjelse.
23. juni 2006

Dyrebørn er altså stadig noget af det dejligste. Her 2 aber fra Odense Zoo……

….hvor også disse pingviner bor i nogle spændende omgivelser.

Denne isbjørn nyder tydeligt det flotte anlæg i Aalborg Zoo.

Ja de ser ikke så farlige ud på billeder, men når man kommer tæt på løverne i Givskud, så ændrer billedet sig.

På Dyrenes Gård finder man også mange spændende dyr, som f.eks. disse 2 prægtige losser.

Skriv et svar