Storm P. – Alle opfindelserne

Storm P. er en vigtig del af den danske kulturskat. Derfor er det med største fornøjelse, at læsere i alle aldre nu kan nyde Storm P. i fuld drag med ALVILDA´s nye udgivelse ”Storm P. Alle opfindelserne”.

Storm P. mestrede mangt og meget som det multitalent han var, men ikke mindst var han ophav til utallige geniale og gakkede Storm P. opfindelser. I dag er termen velkendt og forstået af de fleste, der morer sig over de pudseløjerlige og snilde tekniske konstruktioner, han tegnede så mange af.
Bag ved de sjove og absurde konstruktioner gemmer sig mere end som så. I Storm P. Alle opfindelserne” sætter journalist Lars Bukdahl ord på det, og mon ikke mange forældre vil læse dette forord med stor interesse.

For større børn – og alle os andre – er selve samlingen af Storm P. tegninger en skatkiste og kilde til megen morskab.
Bogen byder på en alenlang perlerække af skønne, skægge og skæve apparater og konstruktioner, der skal løse et lille problem via en sindrig og ikke helt ukompliceret tankegang. Det kan ikke andet end fremkalde smil uanset alder.
Hver tegning er suppleret med tekst, der fortæller ideen bag konstruktionen.

Min testlæser på 11 år synes, at opfindelserne mindede hende om Dirch Passer og hans roller fra ”Det støver” og følte sig straks godt underholdt.

Storm P. præsenterer en imponerende fantasi og kreativitet, der kun kan tjene som fornem inspiration for børn og voksne. Han nærede en stor interesse for mekanik og elektronik, men også for store vilde dyr.

Danske læsere har kunnet fornøje sig over Storm P. siden 1910 da, da Storm P. præsenterede sine “opfindelser” for de danske læsere i en serie i bladet Klods-Hans.
Nu er det blevet tid til et flot og kærkomment gensyn. ALVILDA serverer det hele i en lækker og skøn indpakning. Kun savnes et kort biografisk afsnit om Storm P. og evt. en litteraturliste, der kan tjene til videre inspiration. Ellers fortjener denne samling den største applaus!

FAGBOG FOR STØRRE BØRN OG VOKSNE!

Køb Storm P. – Alle opfindelserne online

Skriv et svar