|
Her er herlige hjemmelavede gaver, I hurtigt kan lave af det I har i hjemmet eller kan få i den lokale dagligvarebutik. Giv gaver lavet med masser af kærlighed og opmærksomhed. Dejlige pakker der glæder med deres personlighed og unikke præg!
Uendelig mange muligheder
Hjemmelavede gaver er et kæmpe land med masser af muligheder alt afhængig af hvad I har derhjemme i skuffer, skabe og gemmer, ligesom det i allerhøjeste grad handler om, hvad børn og voksne har talent for udi gør-det-selv. Er I gode til at male/tegne, sy/strikke/hækle, arbejde med ståltråd (fili gran)/metal, bage/koge/sylte, har I grønne fingre/er I naturkyndig eller er det helt andre færdigheder, I kan bryste jer af?!
Tag udgangspunkt i de to ting samt lysten til at skabe og glæden ved at give. Så vil I sammen kunne trylle de mest spændende gaver frem til venner, bekendte og familie i løbet af kort tid. Og husk, at børnenes signatur altid er i høj kurs hos bedsteforældre og ”olde”. De vil altid værdsætte gaver med aftryk af barnets hånd/fod og gaver, hvor billeder af barnet er en del deraf samt gaver som barnet selv har dekoreret.
Indpakning & kort
Når I laver hjemmelavede gaver kan de piftes endnu mere op ved hjælp af en flot indpakning. Husk, at det øjet ser, er det halve af oplevelsen. Så sørg endelig for en flot præsentation af de hjemmelavede gaver. Det er en god idé at gemme flotte æsker, marmeladeglas og andre ting, der siden hen kan bruges til de fine gaver og indpakning. Lav søde og fine små skilte til de dejlige ting, I fabrikerer derhjemme. Dét er prikken over i´et ligesom et medfølgende kønt til- og fra-kort vil glæde modtageren af gaven meget. Et smukt kort med en sød hilsen vil også varme om hjertet. Gaver skal jo netop gives med kærlighed!
Gaveidéer
1. Søde sager: småkager, konfekt og hjemmelavede bolsjer
Hvis I gerne vil forære lidt til den søde tand, skal I være opmærk som på holdbarhed og transport – altså om det er muligt at pakke gaven forsvarligt ned, så den dels kan holde sig frisk, men også når frem uden at gå i stykker. Småkager holder sig godt, men nogle er mere skrøbelige og skøre end andre, så tænk over det og udse straks en småkagedåse. Husk at genbrugsbutikken som regel kan hjælpe med det vi mangler til få kroner, så der har de sikkert en udmærket kagedåse.
Konfekt kræver oftest opbevaring køligt, men hvis man stiller det ude vil det som regel være fint (undgå frostvejr).
Bolsjer holder sig godt og er nemme at transportere, men kræver derimod en del udstyr og færdigheder. I stedet kan man fx lave lækre karameller og pastiller.
Fra ”Byens bedste kager” har vi fået lov at låne opskrifterne på to dejlige varianter af den italienske småkage biscotti. Ordet ”Biscotti” betyder ”bagt to gange” og her er altså tale om en dejlig lille småkage, der udmærker sig ved at være velegnet til transport og fint kan ligge under træet og holde sig i en gaveæske indtil den åbnes!
| Biscoti |
Julebiscoti |
til 25 stk.
150 g mel
5 g bagepulver
110 g sukker
2 æg
Korn af 1 stang vanilje
50 g mørk chokolade,
gerne 70%
50 g grofthakkede mandler
Bland mel og bagepulver
i en skål. Tilsæt sukker,
vaniljekorn, grofthakket
chokolade og mandler.
Tilsæt æggene ét ad gangen
og saml det hele til en
enstartet dej.
Del dejen i fire lige store
stykker. Rul dem ud på et
meldrysset bord i stænger
i bagepladens længde og
læg dem på en bageplade
med bagepapir.
Bag stængerne i ovnen ved
185 grader i 25 minutter.
Tag dem ud og lad dem
køle af. Skær dem i 1 cm
tykke stykker. Stykkerne
lægges på pladen igen og
stilles i den slukkede ovn
til tørring til dagen efter
eller bages igen ved 120
grader i ca. 20 minutter. |
til 25 stk.
150 g mel
5 g bagepulver
110 g sukker
2 tsk kanel
Korn af 1 stang vanilje
50 g tørrede abrikoser
50 g hasselnødder
Skal af 1 økologisk
appelsin
2 æg
Bland mel og bagepulver
i en skål. Tilsæt sukker,
kanel og vaniljekorn.
Hak abrikoser og hasselnødder
og tilsæt dem
sammen med finthakket
appelsinskal. Tilsæt
æggene et ad gangen og
saml dejen.
Del dejen i fire lige store
stykker. Rul dem til stænger
i bagepladens længe og
læg dem på en bageplade
med bagepapir. Bag
stængerne i ovnen ved 185
grader i 25 minutter.
Tag stængerne ud af ovnen
og lad dem køle let af.
Skær dem i ca. 1 cm tykke
stykker. Læg dem på bagepladen
igen og stil dem i
den slukkede ovn til tørring
til dagen efter, eller bag
dem færdige i ovnen ved
120 grader i ca. 20 minutter. |
Se også artiklen ”Syv søde slikkerier”
2. Giv et gavekort på en god gerning eller et klippekort på 5 eller 10 gange af samme ting.
Her får du 10 forslag på ting børnene kan give mor, far eller bedsteforældrene!
- Tage opvasken
- Vaske vinduer
- Lave madpakker i en uge
- Slå græsplæne
- Handle ind
- Redde seng(e)
- Gå tur med hunden
- Invitere modtageren med i biografen eller i svømmehal – frit valg!
- Komme på besøg og spille kort
- Gå ærinder i byen for Bedste
- Invitere lillesøster eller lillebror med på skøjtetur
3. Hjemmelavede sæbebobler – en god gave til andre børn!
Opskrift:
1 spsk. glycerin, 3/4 l vand og 1 dl opvaskemiddel.
Hældes på et renvasket tomt glas, der har været oliven i eller et højt slankt marmeladeglas. Husk at vedlægge et par piberensere, der kan bøjes til og bruges til at puste sæbeboblerne med. Experimentarium anbefaler Fairy ultra. Hvis du vil læse mere om sæbebobler kan du evt. besøge http://www.soapbubble.dk/
4. Årskalender
En hjemmelavet årskalender med billeder af ungerne er både en personlig og utrolig nyttig julegave som vil vække stor glæde. På internettet kan I søge en word-skabelon frem (søg på word - skabelon – 2011) hvor de ønskede billeder indsættes før kalenderen printes ud på fotopapir af god kvalitet fx www.dayweekyear.com. Efterfølgende monteres et stykke karton som bagside på kalenderen og I vælger et flot billede som forside med overskriften "Årskalender 2011". Til slut laves et par huller på hver side i toppen så der kan trækkes et bånd igennem.
Alternativt: I stedet for fotografier kan børnene udsmykke kalenderen med tolv flotte tegninger eller malerier. Så skal du blot printe kalenderen ud med blanke billeder og efterfølgende klistre de allerbedste tegninger, collager og malerier ind på hver af de tolv sider.
5. Hjemmelavet modelervoks
– en god gave til andre børn og med mindre kemi!
5 dl mel
2 dl salt
2 spsk alm. mad olie
2 spsk allun (købes i Matas)
5 dl kogende vand
frugtfarve
Alle ingredienser blandes grundigt i det kogende vand.
Det kan holde sig længe i tætsluttende beholder.
Kilde: Maduniverset
Det ser ekstra flot ud hvis modelervoksen puttes i renvaskede marmeladeglas, men plastikbeholdere med tætsluttende låg kan også bruges. Husk at lave flotte skilte.
Hvis du ikke kan købe allun så prøv at finde en opskrift vha. Google med vinsten eller citronsyre i stedet for.
6. En dekoration med årstidens grene og andre ting fra naturen gør altid lykke
Uanset årstiden kan I hurtigt samle grene, kviste, sten og andre naturmaterialer fra jeres have eller nærliggende naturomgivelser. Det indsamlede materiale arrangeres flot i fx ler, våd oasis (så holder det sig friskt længe hvis der er tale om grønt) eller blot i et stort marmeladeglas med sten i bunden så hele herligheden ikke vælter. I kan også vælge at genbruge gamle krukker, opsatser, fade, skåle eller andre skjulere som I enten har eller får fat i billigt i en genbrugsbutik eller på et loppemarked. Hold det enkelt og pynt kun ”lidt men godt”. Dæk evt. glasset med silkepapir der holdes sammen med en elastik. Det ser flot og pompøst ud!
7. Søde lysestager
Lys i mørket! Søde lysestager af det køkkenskabet gemmer på! Brug fantasien og lav yndige fyrfadsstager af tomme rengjorte glas, der har været flødeost i og små dåser fra tomatkoncentrat. Fyld evt. sand eller hele kaffebønner i bunden og sæt et fyrfadslys ned i glasset. Hobbybutikkernes hjemmesider er fulde af sjove og dejlige idéer til lysestager med glasmaling og alm. maling ligesom I kan lave lanterner i kæmpe sylteglas, dekoreret med perler mm. Monter et stykke ståltråd omkring "halsen" til en hank der bøjes op og lim evt. pynt på glasset. Bruges med fyrfadslys.
8. Dejlig marmelade
Kom årstiden på glas! Indfang den dejlige duft og smag af årstidens frugt og bær som I sylter. Anne Hjernøe foreslår i ”Annes syltebog” en skøn Mandarinmarmelade!
1 kg mandariner (eller klementiner)
Frø fra 4 kardemommekapsler
1 vaniljestang
100 g. pinjekerner ristet gyldne på tør pande
500 g rørsukker
Fintrevet skal fra 1 usprøjtet appelsin
Atamon eller spiritus til skylning af glas
8-10 nelliker |
Skræl mandarinerne, og fjern alle stenene. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Put alle ingredienser – på nær pinjekerner – i en gryde, og lad det koge ca. ½ time, indtil marmeladen tykner. Fjern gryden fra blusset, og tilsæt de ristede pinjekerner. Hæld marmeladen på de skoldede glas skyllet med Atamon eller spiritus, og luk til med det samme. |
 |
Hos Dansukker har jeg fundet et super lille program, der let og enkelt hjælper jer med at udskrive de sødeste labels og dét er får de hjemmelavede specialiteter til at se endnu mere fristende og fantastiske ud. Ungerne vil være så stolte over at I navngiver indholdet efter dem – eller familien! www.dansukker.dk
9. Servietringe af toiletpapirruller
En gammel klassiker. Skær eller klip rullen over og mal derpå ringene flot eller beklæd dem med crepepapir (evt. silkepapir) og pynt på ydersiden. Lav et sæt med 4 stk. eller 6 stk.
10. Digt skrevet på klinke eller gammel tallerken
– til at hænge op og sprede glæde!
Kig i en poesibog, på nettet eller lån en bog på biblioteket og skriv så et sødt, tankevækkende eller betydningsfuldt vers på en gammel tallerken eller klinke (flise). Bliv fx inspireret her: www.visdomsord.dk eller her: www.rimogremser.dk
11. Hjemmelavet spil: Lav et Mikado af grillspyd (træ)
Idéen har vi venligst lånt af Marina fra blogsiderne Badut og Faldera. Hendes kreative 10årige datter Mathilde er ophavs-pige til den fine gaveidé! Tag et bundt grillspyd og mal dem i forskellige farver. Mathilde valgte at sætte søde blomsterlyskranse rundt om som flotte holdere. Jeg foreslår også, at man vedlægger et ark, der beskriver spillereglerne, så gaven fremstår endnu mere fuldstændigt.
Kilde: http://badut.typepad.com Her kan I få finde flere skønne gaveidéer heraf et par gode spil!
I bogen ”Alle mødres guide til supersjov med ungerne” af Sille Kongstad er der også et par fine bud på hjemmelavede spil.
12. Fine dækkeservietter
Enkle og fine dækkeservietter laves nemt af flotte børnetegninger, der lamineres. Et sæt på 2, 4 eller 6 stk. vil være at foretrække. Hvis barnet ikke magter at lave mere end en enkel tegning så tag evt. en kopi inden der lamineres.
13. Bordskåner
En klinke (flise) males og monteres med fx store tykke filtdupper, en korkplade eller en træramme. Barnet kan også sættes sit hånd- eller fodaftryk.
14. Tændstikæsker
Når ungerne skal dekorere tændstikæsker er det tit en fordel at købe større tændstikæsker, hvor overfladen er større og nemmere at dekorere. Aftegn først fladen på det, der skal pyntes i stedet for at lime det på før barnet dekorere. Ud over at male og tegne kan æskerne også pyntes flot med decoupage, collage, stof, filt, karton, bølgepap eller en perleplade der passer lige nøjagtigt til overfladen af en stor tændstikæske. Billeder af børnene vil også være oplagt.
15. 6 flotte dobbelte kort + kuvert eller 8 postkort
Enten skal alle være ens eller også laves en serie ud fra et tema. Se fx ”Kunst på en time”. Kortene pakkes pænt i en lille æske.
16. Stearinlys
Mal på tykke bloklys med vandfarve og brug opvaskemiddel i stedet for vand, så malingen bliver siddende på stearinen. Det skal være ren opvaskemiddel der dyppes i. En anden klassiker er at lave nye lys af gamle lysestumper, som smeltes (i et vandbad) og laves til fine nye lys. www.dr.dk og www.emu.dk
17. Gæstebog
...lavet ud af en billig ”Kinabog” eller anden scrapbog I har liggende. Bogens omslag bindes ind i flot gavepapir eller andet smukt papir. Større børn kan evt. lave decoupage. Filt eller stof kan også bruges. På Forsiden skrives "Gæstebog". Alternativt kan bogen bruges til modtagerens egne opskrifter og skal da hedde ”Opskrifter”. Hvis modtageren er et barn kan bogen blive til en ”Scrapbog” eller ”Dagbog”.
18. Lav en malebog
Nettet er fuld af sites hvor du kan printe søde, sjove og seje tegninger ud og samle i en lille mappe eller blot med et pænt bånd. Vælg fx Hello Kitty, Anders And, Peter Plys eller en anden sød figur: www.sparet-er-tjent.dk eller søg i Google.
På tilsvarende vis kan I finde Kryds & tværs, Sudoku og andre morsomme opgaver, som kan printes ud og samles i en fin mappe til en I holder af. Stor som lille!
19. Brevpapir med kartoffeltryk
- 10 ark - + tilhørende kuverter med samme tryk.
Snit et enkelt mønster på en kartoffel – fx en stjerne og lad barnet lave en række stjerner øverst eller nederst på hvert ark papir. Efterfølgende sættes en stjerne eller to nederst til højre på forsiden på kuverterne sådan at brevpapiret fremstår som et sæt. Hvis du har lyst kan du evt. vælge at sørge for at modtageren får frimærker med.
20. Fuglefoder
– fx lavet i ½ kokosnød: www.dr.dk eller www.sjovide.dk
Vil du gerne forkæle fuglene endnu mere og give en større gave så kast jer over at lave et fuglebræt eller fuglehus så bliv inspireret på Dansk Naturfredningshjemmeside og blive guidet i gang på en af de mange sider der henvises til:
www.dn.dk
21. Sparekrukke
– alternativ til sparegris
Vask et stort marmeladeglas eller et glas der har været survarer i. Pas godt på låget, da det skal bruges igen! Sæt ungerne til at dekorere glasset enten med maling eller ved at lime farvede papirstykker på så glasset kommer til at ligne fx en bamse, bjørn eller et andet dyr. I kan også skrive ”Opsparing” eller ”Fyld mig op!” på glasset med glasmaling eller tusch der bliver siddende på glasset. En voksen laver til slut en rille i låget som er så tilpas lang og bred, at der kan puttes mønter ned i glasset.
22. Genbrug
Pift gamle ting op eller køb noget i genbrugsbutikken, som kan gøres fejende flot! Det kan være en bakke, en flaske, en lysestage eller tallerken der dekoreres og males m.m. Brug fantasien og kig evt. i forskellige bøger for at få idéer til at forskønne genbrugsguldet.
23. Bogmærke
Et stykke pap eller karton i størrelsen 5x15cm klippes ud og dekoreres flot og kreativt. Pynt fx med fingeraftryk, citater, kærlige hilsner, glansbilleder, klistermærker, udklip fra blade og magasiner m.m. Husk gerne at dekorere begge sider og sætte modtagerens navn på. Hvis I har mulighed for det kan bogmærket med fordel lamineres. Bogmærker kan også laves på stramaj, hvor der broderes fint eller de mindste kan væve et flot bogmærke. Lidt i stil med bogmærker er kategorien navneskilte og dørskilte, som også er en oplagt gaveidé.
24. Trylledej
Trylledej er let og ligetil både at lave for den voksne og arbejde med for familiens mindste.
Mulighederne er mange og kun fantasien sætter grænser for hvad I kan lave i trylledej.
Opskriften på trylledej er: 1½ kop mel, 1 del salt, evt. 1 spsk olie, ¾ kop vand. Ælt dejen grundigt til den er sammenhængende uden at klæbe. Figurerne og kunstværkerne bages i ca. 4 timer i ovnen, afhængig af størrelsen ved 130 grader til det er hårdt. Opskriften her er fra Tina Dalbøges fantastiske bog ”Førstehjælp til fantasien: Sjove og kreative ting ud af det, du lige har ved hånden.” www.forstehjaelptilfantasien.dk Kig ind på hendes pragtfulde hjemmeside og få nogle fuldstændig eminente idéer til sjove, skøre og skønne gaver dér.: www.forstehjaelptilfantasien.dk
Glæden ved at give
December er i en tid fuld af gaver, og især de mindste får mange små og store pakker hele måneden med
kalendergaver, adventspakker, pakkespil og julegaver. Som forældre vil man gerne, at ens barn værdsætter gaverne og forstår hvad taknemmelighed er. Det er dejligt at se ens barn blive glad for at modtage, men allerbedst og allermest stolt er man, når ens barn er gavmild overfor andre.
Når børnene har været med til at lave gaver vil de få en større forståelse for gavens værdi – det koster nemlig tid, flid og umage at lave en god gave, og det er vigtigt at enhver gave gives med kærlighed! Når I fremstiller gaver derhjemme vil ungerne opleve omhuen hvormed I udvælger den helt rigtige gave og forstå at enhver gave dybest set er en kærlighedserklæring. På den måde lære dit barn også at sige tak for det, vedkommende modtager!
Nønne Lønne Votborg
Sjov for børn
Skribent
December 2010

|