Cirkus Benneweis - Anmeldelse 2010 - Sjovforbørn.dk
 
Cirkus Arena  Cirkus Baldoni  Cirkus Dannebrog  Cirkus Benneweis  Cirkus Arli  Cirkus Mascot  Cirkus Krone  Cirkuskalender   Del denne side på Facebook

Cirkus Benneweis - Anmeldelse 2010

Vi var i maj 2010 inde og se årets Cirkus Benneweis forestilling i Struer. Vi fik en meget venlig modtagelse af blandt andet Kim Kenneth, som efterfølgende gav os en spændende rundtur ”bag kulisserne”. Vi hørte lidt om Cirkus’ historie, så dyrene, spisevognen og ikke mindst hørte vi om dagligdagen i cirkus. Hvordan de står op meget tidligt om morgenen, og hvordan dagen i det hele taget er skruet sammen, før de om aftenen viser deres forestilling for publikum. En rigtig inspirerende tur, og interessant at høre om de mange ting, som også foregår i et cirkus, men som vi som publikum ikke støder på, når vi er inde og se forestillingen.

Forestillingen blev skudt i gang kl. 19.00 af Kim Kenneth, som lagde op til en hyggelig cirkusaften. Første artister på scenen var – efter et lille åbningsshow med en stor pakke indeholdende Benneweis’ yngste artist – russiske Art Allé. Art Allé er en gruppe artister i alderen 10 – 25 år som virkelig forstår at udføre akrobatik til fingerspidserne. Showet var fyldt med musik, farverige dragter, sprudlende glæde og smilende ansigter iført ægte akrobatik – et rigtig fint show, som spredte humør i teltet.

Herefter kom Benneweis’ klovn Don Christian i manegen, og inviterede en dreng fra publikum op og hjælpe med et lille ”ko-klokkespil”. Det var drengen helt frisk på, og han formåede også at spille med på legen til klovnens fulde tilfredsstillelse.

Aftenens tredje hold artister hed Ambra og Yves, og kommer fra Spanien. De leverede et luftakrobatiknummer på lodret silke, som jeg sjældent har set før. Tilsat argentinsk tangomusik og enkelte dansetrin, fik de publikum til at holde vejret, når de, højt oppe under teltdugen, lod sig rulle ned i et hastigt tempo. Virkelig flot akrobatik, som man skal være utrolig sikker og bestemt ikke højdeskræk for at udføre.  Men super godt gået – og nok aftenens bedste akrobatiknummer.

Efter det flotte nummer indtog Rosi Hochegger scenen med en hest, som kunne være taget ud af Pippi-bøgerne. Vores børn havde set meget frem til dyrenumrene, og at denne hest kunne vinke, neje og kysse på kommando gjorde blot begejstringen endnu større. En utrolig sød og dygtig hest, som meget pligtopfyldende gjorde, hvad den havde lært. Enhver hestepige ville være solgt, men vi andre var nu også godt bløde om hjertet, da hesten forlod manegen igen.

Efter Rosi og hesten kom tre drenge fra den russiske gruppe Art Allé på scenen igen. Heriblandt den yngste i truppen, som på forunderlig vis nærmest blev brugt som svingtov for de to ældre drenge. Utrolig elastiske var de, og indimellem lavede de nogle numre, så man havde mest lyst til at kigge væk i skræk for, om det gik galt, men spændingen gjorde, at man holdt blikket stift rettet mod de tre, og begejstret klappede bagefter.

Herefter kom klovnen Don Christian igen på scenen, og denne gang startede han med at udvælge 5 mænd blandt publikum, som han mere eller mindre frivilligt trak med i manegen. Her blev der på forskellig vis lavet gas med de herrer, og jeg må indrømme, at som voksen var dette det sjoveste indslag. De fem grand voksne mænd blev udsat for forskellige pinlige optrædener,  inden de fire af dem blev sat op som søjler i en boksering med tape rundt om sig. Herefter kom den femte ind i ringen, og skulle bokse med Don Christian, hvilket han naturligvis gjorde efter bedste evne. Don Christian er kendt for at bruge stemningen i cirkusteltet og ikke mindst publikum i sine shows, og sjældent er to forestillinger derfor ens. Man kan som publikum ikke vide sig sikker, når man sidder og kigger på – måske ender man som artist i manegen med cirkussets klovn.

Efter det sjove klovnenummer kom cirkussets to kæmpestore elefanter ind sammen med brødrene Christian og Alex Gärtner. Brødrene er opvokset i cirkus ligesom elefanterne er, og ingen af dem har nogensinde prøvet andet. Brødrene leverede et forrygende show med de tunge dyr, som man ellers kun ser i zoo, og det var ret imponerende, hvad sådan et par dyr rent faktisk kan lære af tricks. Det tager mindst nogle måneder for en elefant at lære et nyt trick, hvis man træner flere gange om dagen, men disse elefanter havde i hvert fald helt styr på deres optræden. Det kræver en stor tillid mellem artist og dyr, ikke mindst, da den ene bror skulle lægge sig på gulvet, mens den ene elefant nærmest lå hen over ham….  Selvfølgelig ikke med hele sin vægt, men stadig kræver det en stor tillid at lægge sig under en fuldvoksen, tung elefant.

Der var også to piger med i showet, som entrérede ved at sidde på hver sin elefant, og den ene stod også på et tidspunkt med en fod på hver elefants hoved og gik i spagat. Super flot show til stor begejstring hos ungerne. Det giver altid ekstra krydderi, når der er dyr med i forestillingen, og hos Benneweis gør man meget ud af kun at ansætte artister, som går op i dyrevelfærd og behandler sine dyr godt, så det giver jo en ekstra tryghed for os publikum, som kommer penge i forestillingen.

Efter elefantshowet – cirka en time inde i forestillingen – var der pause, hvor man kunne købe slik, popcorn, drikkevarer og mange andre ting i ”forhallen”. Der var også opsat toiletvogn udenfor, og i det hele taget, var det rart at komme op og strække benene lidt.

Efter pausen startede klovnen Don Christian og Kim Kenneth med et lille intronummer efterfulgt af kineseren Cong Tian, som absolut må være en af verdens dygtigste til at håndtere en line. Det var helt utroligt, hvad han kunne udføre på en line – ikke traditionel linedans, men blandt andet havde han en cykel med, og han formåede at svinge sig selv rundt som et sjippetov, så vi som publikum kun kunne have respekt til overs for hans line kunnen. En sand mester i balancekunst, må man sige.

Herefter blev vi mødt af jongløren Ives Papadopaulo Olivares alias Yves Nicols igen som i første agt, lavede det flotte luftakrobatiknummer. Denne gang stod den på jongleren med bolde og kegler, som han også mestrede til fulde, selvom jeg personligt mener, at der var lidt mere gods i luftakrobatiknummeret.

Kim Kenneth, som var Sprechstallmeister, og guidede publikum gennem forestillingen, havde som før nævnt også selv et par numre med trylleri, og efter jongløren Ives kom han igen på scenen, denne gang med en skål vand, som han på forunderlig vis fik til at skifte farve flere gange, for til sidst at vende tilbage til den naturlige kulør.

Kim Kenneth blev efterfulgt af duoen Farellos, som fik det til at se legende let ud, da de forenede balancekunst i verdensklasse med komik. Men jeg må dog tilstå, at jeg et par gange måtte holde vejret, når Ralf Lindner hoppede op af trappetrin på en et-hjulet cykel med Jacqueline Marchan på skuldrene. Sad og tænkte, at det må have kostet nogle blå mærker og buler, da det nummer blev øvet, men flot så det ud, da de rent faktisk fuldførte nummeret. De formåede også at sjippe på et-hjulede cykler, en kunst som må kræve en stor balance. De havde deres helt egen måde at præsentere balancekunst på – godt krydret med selvironi og en snert af latterliggørelse af artisteriet. Men de havde virkelig styr på hver en bevægelse og fuldførte nummeret til punkt og prikke.

Efter vi havde fået pusten igen kom Rosi Hochhegger igen på scenen, men denne gang iført et utal af hunde. Rosi har været omgivet af dyr hele sit liv, og man er heller ikke i tvivl om, at Rosi elsker sine hunde og omvendt. Min søn på 3 år havde hele forestillingen igennem spurgt, hvornår vi skulle se hundene, og nu fik han endelig sin spænding udløst. Nogle utrolig dejlige hunde, som kunne hver deres, og havde styr på, præcis hvornår de var på – og skulle gøre netop deres del af showet. Jeg bliver imponeret hver gang jeg ser dyr optræde, da jeg undrer mig over, hvordan man kan få dyr til at gøre så mange ting, men sødt ser det ud, når de hopper igennem ringe, danser med Rosi og kommer springende ud af det fine hus, som var sat op til formålet.

Art Allé var efter Rosi atter på banen – denne gang med den fulde trup igen. Ligesom deres første nummer leverede de varen fuldt ud, og havde et stor swingtov med, hvor de mestrede denne kunst lidt anderledes end de danske skolebørn. De kan deres kram – det er der ingen tvivl om, og de har glade, smilende ansigter, som spreder glæder i teltet, og smitter af på publikum. En dejlig livlig, trup af dygtige børn, som nærmest lever som en familie, når de er af sted på turne langt væk fra den biologiske familie hjemme i Rusland.

Til sidst i aftenens forestilling blev vi som publikum præsenteret for alle årets artister, som kom ind hold efter hold med flag fra deres hjemlande. Et stort samsurium af østrigske, tyske, russiske, spanske, italienske, kinesiske og så selvfølgelig danske Kim Kenneth. En perfekt afslutning på en dejlig cirkusaften, som sluttede efter 2 timer.


Helle Hansen
Sjovforbørn.dk
Maj 2010





 

Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



Carina 14. juni 2010 kl. 09:57
Cirkus Benneweis - Anmeldelse 2010
Jeg er så trist, lige siden jeg var barn har benneweis stået som cirkuset over alle cirkusser..
Min 12 årige kusine, min datter på 6år og jeg var i benneweis i Herning, sikke en omgang faldefærdigt lort, vi var til eftermiddagsforestillingen så det var stadig lyst men teltet var i stykker og stod og flagret og lukkede en masse lys ind for ikke at nævne de konstante rytmiske dunk, desuden var der flere stole omkring os der var i stykker og slet ikke sad fast..
Forestillingen var tam og kedelig.. Er slet ikke imponeret..
Har sidenhen talt med andre forældre (bedsteforældre) som havde præcis samme opfattelse som mig og nej, mange har spurgt om det ikke bare var fordi jeg var blevet voksen men vi var i arrena sidste år som var den bedste oplevelse med både facination, grin og gru..

-Så vi ved i hvert fald hvilke cirkus vi vælger næste år, ynk, ynk, ynk, det smerter mit hjerte..

Svar - citer og svar

Irene 16. august 2010 kl. 13:17
Sv: Cirkus Benneweis - Anmeldelse 2010
Jeg kan kun sige det samme... En stærkt skuffende omgang at være i Cirkus Benneweis!

Jeg havde også regnet med at det skulle være årets oplevelse! Vi har ellers "kun" været i de små cirkus''er men tænkte, at nu ville vi flotte os og købe billetter til Benneweis...ØV!

Der var selvfølgelig elementer indimellem, som var okay, men generelt var det en tam og kedelig stemning og opvisning. Man sad med fornemmelsen af at tingene bare blev "jappet" igennem og det bare skulle overståes! Hvilket vi da også fik syn for sagn om da foretillingen var slut. Inden gæsterne overhovedet havde forladt teltet, var halvdelen af telt-dugene revet ned. Der blev kastet rundt med ting og stolene samlet sammen osv osv. Man kunne næsten ikke engang komme ud for arbejdende mennesker. Ingen hyggelig cirkusmusik til at lede gæsterne på vej eller noget som helst. Bare en brat afslutning, med et telt der var ved at klappe sammen om ørerne på én.

Det er meget svært at forklare hvorfor skuffelsen var så stor, for der er mange mange grunde. Men fx var lyden så dårlig, at man ikke kunne forstå det mindste af hvad Sprechstallmeister sagde. Det skrattede og hvæsede ud af højtalerne.

Der manglede desuden gys, gåsehus og WAUW... Det var mildt sagt: Kedeligt, jappet og indimellem meget amatør-agtigt. Hunde og heste var søde, men igen ikke noget at skrive hjem om... Alt i alt en skuffende omgang... vi vælger klart de små cirkus''er igen til næste år!

Svar - citer og svar














Information

Du kan læse mere om Cirkus Benneweis og finde en forestilling nær dig her på Sjovforbørn.dk:
Cirkus Benneweis


Vi havde den store fornøjelse at besøge BonBon-land i starten af august måned – en lørdag midt i højsæsonen.

 Læs mere her

Københavns Befæstning og søfortet Trekroner åbnede langt om længe dørene op til sommerferien 2010. Det gamle søfort er smukt beliggende og sejlturen dertil vil alle unger elske.

 Læs mere her

For alle jer der bor på Sjælland, er turen kortere til Skåne end til Jylland, så vi har samlet en masse sjove udflugtsmål til jer.

Fremover kan I finde Skåne (og mange andre ferieområder) på Sjovforbørnpåferie.dk, hvor I kan søge blandt dem ligesom her på Sjovforbørn.dk

 Læs mere her

Vi er faldet pladask for at lave bål i baghaven og hygge med snobrød, pandekager og popcorn. Børnene eeeelsker det (og det gør vi andre også)

 Læs mere her


©2005-2010 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk